Det føltes som en magtdemonstration, da Frank Jensen ringede ud af det blå

Maria Gudme blev krænket af Frank Jensen i 2012. Efter hun delte sin historie med Socialdemokratiet, ringede overborgmesteren til hende.

Maria Gudmes telefon ringer 22. september. Hun genkender ikke nummeret, men da hun tager telefonen, står det hurtigt klart for hende, hvem der ringer.

Det er overborgmester i København, Frank Jensen (S). Manden, der i 2012 ifølge Maria Gudme og flere vidner, havde taget hende på låret under en tur i byen.

En episode som Jyllands-Posten kunne fortælle flere detaljer fra fredag aften.

- Han ringer og fortæller mig, at han er ked af, at jeg har den opfattelse, at det er sket. Det var det primære indhold i den samtale, fortæller hun til TV 2.

Opfatter du det som en undskyldning?

- Jeg opfatter det ikke som en undskyldning.

Hvorfor ikke?

- At nogen beklager, at jeg som offer har en oplevelse af, at det er sket, er for mig at se ikke at tage ansvar. En undskyldning er udtryk for, at man tager ansvar.

- En ny magtdemonstration

To dage før opkaldet fra Københavns overborgmester havde Maria Gudme indsendt en klage over Frank Jensen til Socialdemokratiet, som hun ligesom Frank Jensen er medlem af.

Allerede tilbage i 2012 klagede hun over sagen til partiet, men dengang blev der så vidt hun ved ikke reageret på klagen.

Den nye klage blev sendt ind til Socialdemokratiet 20. september i år - hun blev motiveret til at tage sagen op igen, efter Sofie Lindes åbningsmonolog ved Zulu Comedy Awards.

Efter Maria Gudme havde sendt sin klage afsted, hørte hun ikke mere fra partiet.

Ikke før Frank Jensen personligt ringede til hende 22. september.

Hvordan har du det med opkaldet fra Frank Jensen?

- Jeg føler det som en ny krænkelse. En ny magtdemonstration, siger hun til TV 2.

Ekspert: Det er en dobbelt krænkelse

Hvis samtalen mellem Frank Jensen og Maria Gudme er forløbet, som hun har beskrevet, mener kønsforsker, antropolog og lektor ved Roskilde Universitet, Christian Groes, at hun har god grund til at føle sig krænket.

- Det bliver en dobbelt krænkelse. Først misbruger han sin magt til at krænke, og derefter forsøger han at fralægge sig ansvaret og prøve at lukke munden på ofret, siger Christian Groes til TV 2.

Han understreger dog samtidig, at hvis Frank Jensen oprigtigt har forsøgt at sige undskyld for krænkelsen, kan det være okay som krænker at ringe til et offer.

- Hvis det er med henblik at komme med en undskyldning, så er det helt rigtigt og ordentligt. Det sker desværre meget sjældent. Det er heller ikke tilfældet her, som jeg ser det, fortæller Christan Groes.

Begyndte at ryste

Til Jyllands-Posten fortæller Maria Gudme, at hun begyndte at ”ryste fysisk”, ”få kvalme” og være ”fuldstændig ude af sig selv”.

Samtidig undrede hun sig over, at Frank Jensen havde fået at vide, at hun havde klaget over ham.

- Jeg har ikke givet samtykke til, at krænkeren kender min konkrete henvendelse til partiet, derfor har de helt tydeligt sagt det videre til personen. Jeg er rigtig ked af lige nu at have haft oplevelsen af at tale med ham uden advarsel, siger hun til Jyllands-Posten.

Siger undskyld på Facebook

Frank Jensen, der udover at være overborgmester også er næstformand i Socialdemokratiet, har afvist at kommentere sagen over for TV 2.

Han henviser i stedet til et opslag på Facebook, som han lagde op stort set samtidig med, at Jyllands-Posten offentliggjorde historien om ham fredag aften.

Her skriver han blandt andet:

- En episode fra sommeren 2012 omhandler en kvinde, der på daværende tidspunkt var ansat i SIK, og som efter et budgetseminar oplevede grænseoverskridende adfærd fra min side. Det vil jeg gerne undskylde.

Samtidig undskylder Frank Jensen sig med, at der "har været en usund kultur, blandt andet i mange politiske miljøer."

Men den undskyldning giver Christian Groes ikke meget for.

- Frank Jensen siger, at han var en del af en usund kultur. Det tror jeg ikke, der er nogle ofre, der er interesseret i at høre. Vi skal passe på med at lægge hele skylden også over på kulturen. Her kan det ende ud med, at det bliver en undskyldning, der ender ud med, at det ikke får konsekvenser for konkrete personer, siger han til TV 2.

Har før været anklaget i medierne

Det er ikke første gang, at Frank Jensen ender i medierne efter at blive anklaget for seksuel krænkelse i festlig sammenhæng.

I 2004 skrev Se og Hør om en episode til en julefrokost, hvor en kvinde tre gange måtte fjerne Frank Jensens hænder fra hendes ben, som han ifølge hende rørte under bordet.

I december 2011 beskrev Ekstra Bladet, at Frank Jensen til en julefrokost havde slikket én kvinde i øret, én på halsen samt at have omklamret flere kvinder på dansegulvet, når de forsøgte at slippe væk fra ham.

I januar 2012 gik Frank Jensen ud og undskyldte for sin opførsel til julefrokosten og sagde, at det ikke var hans mening at overskride nogens grænser.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik