Filmmand fængslet i 13 dage for mistanke om vold mod forfatter

Filmmand er sigtet for voldtægter af en kendt forfatter, men dommer fandt kun begrundet mistanke om vold.

En filmmand er i Dommervagten i Københavns Byret blevet varetægtsfængslet i 13 dage for vold.

Det oplyser hans forsvarer, Kåre Pihlmann, torsdag aften klokken 22.00 efter et mere end seks timer langt grundlovsforhør.

Klokken 15.00 blev manden præsenteret for en sigtelse om adskillige tilfælde af vold og voldtægt mod en kendt forfatter.

Dommeren har imidlertid ikke fundet begrundet mistanke om, at manden skulle have voldtaget forfatteren. Sigtelsen er dog opretholdt.

Episoderne har ifølge anklagen fundet sted i København og på den spanske ferieø Tenerife.

Ifølge sigtelsen har filmmanden voldtaget og forulempet kvinden flere gange og udsat hende for vold, blandt andet ved at spytte hende i ansigtet, slå hende med et kamera og rive hende i håret.

Manden nægter sig skyldig.

Retsmøde foregik bag lukkede døre

Anklagemyndigheden forlangte dørlukning og navneforbud, da efterforskningen stadig er i gang.

Forsvareren var imod dørlukningen. Han henviste til offentlighedens interesse og ytringsfriheden for hans klient.

Den anklagede mener, at anklagen er et forsøg på at stoppe en kritisk dokumentar om kvinden, der anklager ham.

Dommeren var enig med anklageren, og dørene blev lukket, hvilket betyder, at det ikke har været muligt at høre mandens forklaring.

Det var mediet Frihedsbrevet, der tidligere torsdag offentliggjorde, at voldtægtssagen skulle dreje sig om voldtægt af en navngiven kvindelig forfatter.

Ritzau har været i kontakt med den person, der på forfatterens hjemmeside er angivet som pressekontakt.

Det er nemlig i udgangspunktet ulovligt at røbe identiteten på ofre i sædelighedssager, og det vil kræve, at forfatteren selv står frem, hvis navnet skal nævnes.

Pressekontakten har videreformidlet Ritzaus henvendelse, men forfatteren er ikke vendt tilbage.

/ritzau/

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik