Fik nej for fire år siden - nu skal det igen granskes, om vi kan bade i hele havnen

Et politiske flertal har besluttet, at det skal undersøges, hvad der skal til, for at badezonerne i Københavns Havn skal ophæves helt.

Politikerne på rådhuset i København vil give københavnerne mulighed for at bade flere steder i havnen.

Det står klart efter et møde i Københavns Borgerrepræsentation torsdag aften. 

Her har politikerne enstemmigt vedtaget, at Teknik- og Miljøforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen nu skal undersøge, hvad der skal til for, at det kan gøres lovligt at bade i hele havnen – og hvordan havnen i så fald skal indrettes, så det er sikkert for både badegæster og sejlende.

I stedet for badezoner er det planen, at der omvendt skal flages, der hvor der ikke må bades. 

Forslaget blev fremsat af overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) samt en række andre partier. Der var derfor allerede inden mødet flertal.

Dermed er der lagt op til, at forvaltningen skal foretage en undersøgelser, der på flere punkter ligner den, som Kultur- og Fritidsforvaltningen præsenterede i januar 2019.

Dengang var det også på opfordring fra et flertal i borgerrepræsentationen, at forvaltningen undersøgte "mulighederne for at gøre hele Københavns Inderhavn til en badezone hele vejen rundt i et bælte på minimum fem meter fra kysten".

Undersøgelsen førte til, at Kultur- og Fritidsforvaltningen blandt andet anbefalede, at "idéen om hele havnen som en badezone ændres til fokus på oprettelse af nye badesteder."

Det blev blandt andet begrundet med, at en lang række aktører mente, at der ikke kan være fri badning i havnen grundet et overvejende hensyn til sikkerhed for badende og sejlende. Det gjaldt også i forhold til kvaliteten af badevandet.  

Havnen udvikler sig

Louise Theilade Thomsen er gruppeformand for Venstre og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, og hun glæder sig over beslutningen torsdag aften. 

- Det er super fedt, og det viser, at der er opbakning til, at vi giver københavnerne lov til at bade i en langt større del af havnen, siger Louise Theilade Thomsen. 

Men hvorfor skal det undersøges igen, når undersøgelsen fra 2019 fastslog, at det ikke var en god idé at gøre hele havnen til badezone? 

- Livet i havnen udvikler sig. Der er hele tiden fokus på at forbedre havmiljøet, så nu er det bedre at kigge på, om der er flere steder at bade, siger Louise Theilade Thomsen til TV 2 Lorry. 

Hvordan har livet i havnen konkret udviklet sig?

- Det er jeg ikke inde i detaljerne omkring. Men jeg synes, det giver god mening at kigge på det nu, især fordi badezonerne bliver fyldt op om sommeren, og at folk så søger væk for i stedet at bade der, hvor man ikke må.

Adskiller den nye undersøgelse sig fra den gamle? 

- Jeg sad ikke i borgerrepræsentationen dengang, så det ved jeg ikke.  

Louise Theilade Thomsen oplyser, at hun ikke var bekendt med undersøgelsen fra 2019, men at det giver god mening at undersøge sagen påny.

- Vi kan jo ikke vide, om noget har ændret sig, hvis ikke man laver undersøgelsen, siger Louise Theilade Thomsen. 

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) samt teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL). De to borgmestre har dog ikke haft mulighed for at stille op til interview inden artiklens udgivelse.

I en skriftlig kommentar til TV 2 Lorry skriver Line Barfod: 

- Der blev stillet forslag om noget lignende før min tid som teknik- og miljøborgmester, men her blev det besluttet i stedet at arbejde for at etablere flere badesteder.

- Men selvom der er en del badesteder i byen, hopper folk alligevel i vandet udenfor zonerne, så derfor er det værd at se på, om vi kan vende det om og tillade badning i hele havnen og så nøjes med forbud de steder, hvor det kan være farligt at bade på grund af bådtrafik og overløbsledninger.

Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune oplyser til TV 2 Lorry, at der ikke er fortaget lignende undersøgelser af bademulighederne i Københavns Havn siden den her i artiklen omtalte fra 2018. 

Nej tak til ekstra gennemsyn af vandkvalitet

I dag er der tre havnebade og 11 badezoner i Københavns Havn.

Men der bliver også badet uden for badezonerne. By & Havn anslår ifølge TV 2 Lorry, at omkring 200.000 hvert år bader ulovligt i Københavns Havn.

Ifølge politikerne kan det i fremtiden stadig blive nødvendigt at have områder af havnen, hvor det ikke er tilladt at bade.

I så fald skal der sættes skilte op, der advarer mod det. Det kan for eksempel være ved spildevandsudløb.

Som en del af behandlingen fremsatte Alternativet et ændringsforslag, der indebar, at man skulle lave ekstra gennemsyn af vandkvaliteten.

Blandt andet fordi man er ved at bygge den kunstige halvø Lynetteholmen, siger Birgitte Kehler Holst (ALT), der medlem af Borgerrepræsentationen.

- Jeg er med på, at vi overholder lovgivningen, for det tager udgangspunkt i kendte problemer. Vi vil bare gerne være sikre på, at de (københavnerne, red.) ikke hopper i noget vand, vi ikke kan stå inde for, siger hun.

Ændringsforslaget blev dog ikke stemt igennem.

- Partierne mener, at man skal undersøge vandkvaliteten i havnen efter de til enhver tid gældende regler - men dette forslag handler ikke om vandkvalitet, siger Mia Nyegaard (R), kultur- og fritidsborgmester i København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik