Efter forslag om fri badning i Københavns Havn: "Vi frygter en ulykke"

Nettobådene, der arrangerer kanalrundfarter i Københavns Havn, frygter konsekvenserne af nyt politisk forslag om ophævelse af badezoner.

- Vi har meget svært ved at se folk, der bader. Det er kun hovedet, der er synligt. 

Sådan siger Finn Olsen, der er daglig leder af Nettobådene i København.

Nettobådene står for kanalrundfarter i Københavns Havn, og oplever hver sommer store problemer med folk, der hopper i havnen uden for de anlagte badezoner.

Netop derfor er Finn Olsen ked af et nyt politisk forslag i Københavns Kommune, om at undersøge mulighederne for at gøre badning lovligt i hele havnen - på nær få udvalgte steder.

- Det er ikke nogen god idé. Vi har kvaler med dem allerede, selvom der er zoner, så bader folk over det hele, siger han til TV 2 Lorry.

Han frygter, at det kan gå galt uden reguleringer:

- Vi frygter, at der på et eller andet tidspunkt kan ske en alvorlig ulykke.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Partier bag forslag om mulig fri badning:

Seks partier har stillet et medlemsforslag i borgerrepræsentationen om, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger, hvad der skal til for, at det kan gøres lovligt at bade i hele havnen – og hvordan havnen i så fald skal indrettes, så det er sikkert for både badegæster og sejlende.

Det er Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale, Venstre, Socialdemokratiet og SF.

Badegæster tænker ikke over faren

By & Havn anslår, at omkring 200.000 personer hvert år bader ulovligt i Københavns Havn.

Selvom de badende tror, de er synlige for båden i vandet, så er der andre parametre, de ikke regner ind, siger Finn Olsen.

- Folk synes, det er sjovt at hoppe ind foran båden, når vi kommer sejlende, men de tænker ikke over, at de har en fremdrift og derfor kommer meget tæt på vores båd, siger han og understreger, at det især er et problem nær Holmen i Københavns Havn.

Han har også været ude for badegæster, der har sprunget i vandet med tilløb og så svømmet under båden.

Vi håber nyt forslag kan få færre til at lave farlige hop

Politikerne bag forslaget om muligheden for at ophæve af badezonerne er da også opmærksom på det problem, som Finn Olsen fra nettobådene fremhæver:

- Vi skal tage hans bekymring seriøst. Vi skal gå i dialog med Nettobådene og andre af havnens brugere om det her. Så skal vi se på, om der eksempelvis er nogle steder i Nyhavn, det skal være skilte om, at man ikke må hoppe i, fordi her kommer der for meget trafik, siger kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (R), til TV 2 Lorry.

En lignende melding lyder fra Enhedslisten:

- Vi har ikke kommunale ressourcer til, at der står nogle og beder folk om ikke at hoppe i. Mit håb er, at vi kan nedbringe de hoppende fra kanalrundfartens ruter og havnebussens holdeplads ved at gøre flere steder lovlige, siger teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (El).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik