Slut med bøder og badezoner? Nu skal fremtiden for omstridte baderegler undersøges

Københavns Kommunes forvaltning skal undersøge, om det kan gøres lovligt at bade i hele havnen. Det sker efter forslag fra overborgmesteren og fem øvrige partier.

De blågrønne bølger i Københavns Havn tiltrækker hver sommer tusindvis af glade badegæster.

Derfor kan det også knibe med at finde en plads i et af kommunens tre havnebade og ti badezoner i byen.

Men nu skal det undersøges, hvad der skal til, for at badezonerne skal ophæves helt, og dermed gøre badning lovligt overalt i havnen – med få undtagelser.

- Vi skal have undersøgt, om vi kan gøre det åbent at bade overalt i havnen, og så definere de steder, hvor det er farligt at bade, siger overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen (S), til TV 2 Lorry.

Hun har - sammen med fem andre partier - stillet et medlemsforslag i borgerrepræsentationen om, at Teknik- og Miljøforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger, hvad der skal til for, at det kan gøres lovligt at bade i hele havnen – og hvordan havnen i så fald skal indrettes, så det er sikkert for både badegæster og sejlende.

Forslaget skal stemmes igennem i borgerrepræsentationen torsdag, men der kan allerede nu samles flertal for at sætte undersøgelsen i gang.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Partier bag forslaget

Det er Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale, Venstre og SF, der har stillet medlemsforslaget.

For når folk alligevel ikke overholder badezonerne, så skal der noget andet til, lyder det fra Enhedslisten:

- For alle os, der bor i København, er det jo fantastisk at have en havn så ren, at man kan bade i den. Men vi har kunnet se i år og de foregående somre, at folk ikke kan lade være med at hoppe i uden for badezonerne, og så synes jeg som udgangspunkt, at man skal kunne hoppe i alle steder, men at man skal være informeret om, hvad farerne er i det område, siger teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL), der også står bag forslaget.

By & Havn anslår, at omkring 200.000 hvert år bader ulovligt i Københavns Havn.

Badende gæster bakker op 

TV 2 Lorry har onsdag talt med flere badende gæster i Københavns Havn. 

En af dem er vinterbaderen Sofus Ringsted, der er positiv over for ophævelsen af badezoner.

- Det kunne jo være fantastisk. Normalt om sommeren afholder jeg mig fra at bade her, fordi der kommer så mange mennesker, siger han til TV 2 Lorry, der fanger ham i det novemberkolde vand.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Vinterbader Sofus Ringsted er positiv over for ophævelsen af badezoner: "Det kunne jo være fantastisk. Normalt om sommeren afholder jeg mig fra at bade her, fordi der kommer så mange mennesker," siger han til TV 2 Lorry, der fanger ham i det novemberkolde vand.
Vinterbader Sofus Ringsted er positiv over for ophævelsen af badezoner: "Det kunne jo være fantastisk. Normalt om sommeren afholder jeg mig fra at bade her, fordi der kommer så mange mennesker," siger han til TV 2 Lorry, der fanger ham i det novemberkolde vand.

Også Mads Eriksen bader i havnen hele året rundt, og han er ligeledes positiv over for det nye forslag: 

- Det er tit om sommeren, at folk alligevel bader over det hele og svømmer på kryds og tværs. Så det er en god ide at kunne adskille badende og trafikken fra havnebusserne om sommeren, siger han til TV 2 Lorry.

Skal gøre op med bødestraf

TV 2 Lorry har tidligere beskrevet, hvordan der i 2021 blev indført bødestraf for at bade uden for zonerne.

Netop bødestraffen har været en torn i øjet for kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV), der også bakker op om undersøgelsen:

quote Det er en havn og ikke et badebassin

Niels Peder Ravn (NB)

- I stedet for, at vi tror, vi kan have et sejlende politi, der skal give mennesker bøder om sommeren, så lad os se, hvordan vi gør det enklere, siger hun til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi kan godt give friheden tilbage til københavnerne og sige: Hop i havnen, tjek badevandskvaliteten og skiltningen for, om der kunne være eventuelle farer.

Helt konkret forestiller Mia Nyegaard sig, at man ud fra undersøgelsen kan opdele havnen i tre zoner - rød, gul og grøn - alt efter hvor farligt det er at hoppe i.

Skal fjerne pres fra populære zoner

Ved at ophæve badezonerne vil man også kunne tage lidt af presset fra de nuværende badezoner, som eksempelvis i Nordhavn, hvor der er meget proppet om sommeren, lyder det fra De Konservative:

- Vi håber, at hvis vi kan få fordelt de badende lidt bedre, så vil det blive til en bedre oplevelse for de badende og de beboere, der bor ved de nuværende zoner, siger Helle Bonnesen (K), der også står bag forslaget, til TV 2 Lorry.

I billedet herunder kan du se, hvor de nuværende badezoner og havnebade er:

(Artiklen fortsætter under kortet.)

På kortet kan du se badezoner og havnebade i Københavns Havn
På kortet kan du se badezoner og havnebade i Københavns Havn

Frygter for lystsejlerne

Men det er ikke alle medlemmer af borgerrepræsentationen, der bakker op om forslaget.

Niels Peder Ravn fra Nye Borgerlige frygter, at en havn uden badezoner vil skræmme blandt andet lystsejlere væk:

- Jeg er skeptisk, for det er en havn og ikke et badebassin. Det, jeg frygter, er, at man stille og roligt prøver at få lystbådene ud af Københavns Havn. Det er skønt at få lov at sejle rundt i Københavns Havn, og det skal vi sikre, siger han til TV 2 Lorry.

Derudover tænker han også på sikkerheden for de mange badende:

- Når vi har badezoner, så er det steder, vi kan passe på hinanden. Det er forbundet med en vis risiko, at man kan springe i hvor som helst. Det at bade – også i en havn – skal man tage alvorligt, siger han.

Den bekymring deler flere af forslagsstillerne også. Og det er det, som forvaltningen blandt andet skal undersøge, fortæller Rasmus Steenberger (SF), der også bakker op om forslaget, til TV 2 Lorry og fortsætter::

- Der er en masse sikkerhedsmæssige ting, vi skal have afklaret. Det er supervigtigt at være opmærksom på badning og andre, der bruger havnen. Men det handler også om, at der skal snakkes med flere af de her havneaktører som eksempelvis GoBoats, havnebusser og paddle surferne, siger han. 

- Det er klart, at vi skal undersøge det. Selvfølgelig skal det være sikkert, og hvis det ender med, at det er farligt, så er det ikke noget, vi kan gå ind for, siger Louise Theilade Thomsen (V), der også er medforslagsstiller, til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik