Nye regler i Københavns Havn: Her kan du nu få bøde for at bade

Et nyt havnereglement skal skabe bedre vilkår for sikker brug af havnen. Der åbnes op for flere aktiviteter, mens det indskærpes, at badning skal foregå i havnebade og badezoner.

Fra og med onsdag vanker der bøder, hvis du tager en svømmetur uden for de afmærkede havnebade og badezoner i Københavns Havn.

Svømmeturene udenfor områderne har været ulovlige i årevis, men der har ikke været nogen former for sanktionsmulighed. Et nyt havnereglement, der træder i kraft onsdag, skal forsøge at stoppe problemet.

Det oplyser By & Havn, der driver Københavns havne, til TV 2 Lorry. 

- Det er ærgerligt og meget uhensigtsmæssigt, at så mange bader uden for områderne. Det er både forbundet med en sikkerhedsrisiko, fordi de sejlende har meget svært ved at se de badende i vandet, men også en sundhedsrisiko, fordi vandet ikke er lige rent alle steder, siger Per Schulze, der er udviklingschef i By & Havn.

quote Vi håber, at risikoen for at få en bøde, kan være med til at få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de hopper i vandet

Per Schulze, By & Havn

By & Havn anslår, at omkring 200.000 hvert år bader ulovligt i Københavns Havn.

- Der ligger nogle overløbsbassiner ned langs havnen, og kommer der noget regn, hvor vand skal ledes væk fra Indre By, så kommer det altså ud i havnen, og der kan altså godt være nogle bakterier i, der helst ikke skal ned i folks maver, siger Per Schulze.

Udover sundhedsrisikoen har de badende skabt en del problemer for sejladsen i havnen. Movia, der driver havnebusserne, havde i løbet af 2019 omkring 200 nærved-kollisioner, hvoraf halvdelen skete på grund af badegæster uden for de afmærkede områder.

- Vi håber, at risikoen for at få en bøde kan være med til at få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de hopper i vandet, siger Per Schulze fra By & Havn.

Badestederne i Københavns Havn. Nu kan du få en bøde, hvis du bader uden for zonerne.
Badestederne i Københavns Havn. Nu kan du få en bøde, hvis du bader uden for zonerne.
Foto: By og Havn

Snart må der fiskes i næsten hele havnen

Mens mange badegæster måske vil se sig sure på det nye havnereglement, så er der godt nyt i reglerne for byens mange lystfiskere.

Hidtil har lystfiskeri næsten kun været tilladt i dele af Nordhavnen, Sydhavnen og ved Refshaleøen, men nu bliver størstedelen af inderhavnen åbnet op for fiskeri i perioden fra 1. oktober til 30. april.

- Det er virkelig godt, vi er meget glade for, at det kan lade sig gøre at fiske her nu, for der er mange københavnere, der gerne vil ud at bruge havnen på en anden måde, siger formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas.

Antallet af lystfiskere med fisketegn er vokset kraftigt de seneste år. Ikke mindst i byerne, hvor fænomenet urban fishing vinder indpas, fordi det kombinerer de gode elementer ved henholdsvis fiskeri og byliv.

- Det er lidt nogle andre mennesker, end dem som kommer ud og står de ensomme steder ude på kyster eller ved landlige å-løb og den slags. Der er en stor gruppe af mennesker, der bare synes, at det her lige er det rigtige for dem, siger Torben Kaas.

- Det giver også noget til bylivet, for man kan se, at når der står fiskere på havnene, så kommer folk hen og spørger ind til fiskeriet. Der samler sig simpelthen folk omkring, som gerne vil se, hvad der er blevet fanget, og som synes, det er sjovt, at der foregår noget andet end normalt, siger Torben Kaas.

Der findes omkring 28 fiskearter i Københavns Havn, men det er hovedsageligt torsk, lystfiskerne hiver i land.

Stand Up Paddle bliver tilladt i hele havnen

En anden tilføjelse i det nye havnereglement er muligheden for at surfe på et Stand Up Paddle-board - også kaldet SUP-board.

- Nu giver vi mulighed for, at SUP´erne kan være i hele haven, siger udviklingschef i By & Havn Per Schulze.

quote Alt i alt håber vi, at københavnerne vil mærke, at der bliver et andet liv i havnen, men også et liv, der er præget af øget sikkerhed

Per Schulze, By & Havn

Der har tidligere kørt forsøgsordninger, hvor det har været tilladt i dele af havnen. Forsøgsordningerne er foregået uden nævneværdige problemer, og derfor bliver de nu udvidet og gjort permanente.

- Det er en aktivitet, som vækster meget, og den er at sammenligne med andre aktiviteter i havnen, som eksempelvis kajaksejlads, så vi synes, det skal ligestilles, og kajakkerne har jo i dag lov til at sejle rundt i hele havnen, siger Per Schulze.

Snart bliver det også muligt at lære at sejle med sejl i Københavns Havn.

Generelt set er det ulovligt at bruge sejl i havnen, men By & Havn åbner med det nye havnereglement op for, at der kan laves sejladsskoler med mindre optimistjoller og lignende i Teglværkshavnen.

- Alt i alt håber vi, at københavnerne vil mærke, at der bliver et andet liv i havnen, men også et liv, der er præget af øget sikkerhed, siger udviklingschef i By & Havn Per Schulze.