Efter trafikkaos og naboklager: Nu ændres omstridt rute til testcenter

Op til Store Bededagsferien omlægges trafikken nu omkring drive-in ved Bella Center. Modellen skal i de næste dages testes.

De seneste dage har TV 2 Lorry beskrevet, hvordan det døgnåbne drive-in testcenter i Bella Center på Amager har medført store gener for beboerne i området, der føler sig plaget af støj, forurening og lys døgnet rundt på grund af de mange ventende biler.

Onsdag har har de involverede parter – Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Københavns Politi og Copenhagen Medical besluttet, at det i Store Bededagsferien bliver testet, hvorvidt ny skiltning og ændrede tilkørselsforhold kan lette situationen med generende kødannelser af biler for beboerne i området.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Efter mødet blev det besluttet, at Københavns Kommune sætter ekstra skilte op, så trafikken omlægges og ledes via Center Boulevard og en U-vending ved Arne Jacobsens Allé, så evt. kødannelse sker på Center Boulevard.

I klippet nedenfor kan du se, hvordan en nabo til testcenteret oplever generne fra de mange ventende biler.

Christian Olsen viser, hvordan bilkøen snegler sig forbi hans lille forhave.


Løsning evalueres mandag

Løsningen forventes klar i løbet af torsdag, så den kan testes i Store Bededagsferien, hvor der ventes, at der vil blive pres på hurtigtestcenteret. Desuden har Copenhagen Medical ansat yderligere personale, så der i spidsbelastninger er maksimal bemanding, og dermed afvikles flest muligt biler løbende.

- Nu afprøver vi løsningen, som blev aftalt på mødet. Forhåbentlig vil den forbedre situationen de dage, hvor der er pres på, for eksempel op til Store Bededagsferie og weekender. Vi følger løbende udviklingen og vurderer så, hvorvidt det er en tilstrækkelig indsats.

- I takt med at samfundet åbner, er der mange, der vil testes. Det skal vi honorere med både stor kapacitet og tilgængelighed, dog uden at det bliver en trafikal gene for beboerne i lokalområdet, siger Kirstine Vestergård Nielsen, vicedirektør i Akutberedskabet med ansvar for den overordnede testdrift i Region Hovedstaden.

Drive-in testcentret ved Bella Center i Ørestad giver store trafikale problemer i området. Borgerne i området føler sig fanget, sidder i timelange køer og oplever støjen fra de mange biler, der skal til testcentret – døgnet rundt vel at mærke.

50.000 brugere ugentligt

Hos Copenhagen Medical er det vigtigt for direktør Jeppe Handwerk at understrege, at der også er rigtig mange lokale beboere, der giver udtryk for, at de er glade for at have et testcenter så tæt på.

- Men selvfølgelig skal vi tage de hensyn, vi kan og jeg vil appellere til brugerne af centeret til at opføre sig ordenligt – lukke deres vinduer, hvis de hører musik, lade være med at lave hjulspin og så videre. Vi ved, at vi vil teste færre og færre som ugerne går, fordi folk bliver vaccineret. Men nu ser vi om den nye løsning kan afbøde nogle af problemerne og så evaluerer vi på det, siger han.

Ifølge direktøren bliver den døgnåbne drive-in løsning benyttet af cirka 50.000 borgere, erhvervsliv og beredskab hver uge 

Parterne holder igen møde mandag den 3. maj. Herefter bliver der taget beslutning om den videre plan for testcenteret.

Brug lufthavnen i stedet

Ifølge medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Jacob Næsager (K), er den løsning dog ikke nok.

Tirsdag sagde han til TV 2 Lorry, at han i stedet ville flytte hele testcenteret fra Ørestad til Københavns Lufthavn, hvor han mener, der vil være færre gener for beboere i området.

- Det er uhensigtsmæssigt, at så mange biler skal ind i et kvarter, der i forvejen er så tæt beboet. Det er en løsning, vi aldrig byde eksempelvis borgere på Østerbro og Vesterbro.

- Vi har helt tomme faciliteter i lufthavnen, så vi kan slå to fluer med et smæk. Vi kan lette presset her i Ørestad, og vi kan skabe nogle fine faciliteter i lufthavnen, sagde Jacob Næsager til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik