Trafik-helvede ved døgnåbent testcenter plager beboere - nu har region løsning klar

Region Hovedstaden vil sørge for flere skilte og flere podere ved det døgnåbne drive-in testcenter i Bella Center.

Osende, dyttende og støjende biler så lang øjet rækker - i alle retninger - fra morgen til aften.

Det har været hverdag for naboer til det store, døgnåbne drive-in testcenter i Bella Center på Amager.

Nu kan de hårdt prøvede beboere dog øjne en mulig løsning på det trafikale kaos. Region Hovedstaden oplyser således til TV 2 Lorry, at man efter et møde med Københavns Kommune, politiet og Copenhagen Medical - der driver testcenteret - har fundet frem til flere forslag til, hvordan de gedigne bilkøer kan afvikles hurtigere.

- Vi tager situationen alvorligt og er i gang med at se på infrastrukturen igen, siger Rasmus Kampff, programleder ved Region Hovedstadens Akutberedskab, til TV 2 Lorry.

Han fremhæver, at andre adgangsveje til testcenteret kan komme på tale, ligesom regionen sammen med Københavns Kommune og Københavns Politi vil sætte flere skilte op, “så borgerne kan komme bedre til og fra.”

Dertil kommer der flere podere.

- Vi har bedt Copenhagen Medical mande ekstra op i testcentret, så vi kan blive køen kvit så nemt som muligt, siger Rasmus Kampff.

quote Vi tager situationen alvorligt

Rasmus Kampff, programleder ved Region Hovedstadens Akutberedskab

Han oplyser, at regionen kommer til at følge trafikudfordringerne ganske tæt, og hvis de nye tiltag ikke virker, kan mere drastiske løsningsforslag komme i betragtning.

- Hvis det ikke virker, vil vi overveje yderligere skridt med at fjerne kørespor eller lukke og flytte test-stedet helt, siger Rasmus Kampff til TV 2 Lorry.

Kan ikke gå ud i haven

Testcenteret åbnede i november sidste år. Siden da er bilister blevet ledt til centeret via C.F. Møllers Allé, og ned ad Doris Lessings Vej, hvor teststedet sluser køretøjerne ind. Siden det i sidste uge blev muligt at gå på blandt andet restaurant ved at fremvise et coronapas, er bilkøen i området ved Bella Center bare vokset og vokset.

TV 2 Lorry har talt med flere beboere i området som er voldsomt generet af de mange biler. De mange biler betyder tilmed at beboernes egne pendlertid til og fra arbejde forlænges betragteligt.

På C. F. Møllers vej bor Christian Olsen, som TV 2 Lorry tidligere har talt med om problemerne.

- Jeg kan ikke gå ud i haven, fordi det larmer og lugter. Og jeg kan heller ikke lufte ud i lejligheden af samme årsag. Når man har siddet indenfor i et år, og foråret er på vej, så længes man efter at kunne sidde ude og nyde solen, siger Christian Olsen.

Han har sendt denne video til TV 2 Lorry for at vise, hvordan en nærmest uendelig bilkø snegler sig forbi hans forhave:

Christian Olsen viser, hvordan bilkøen snegler sig forbi hans lille forhave.

Jill Hemstra bor lige ved indkørslen til testcenteret på Doris Lessings Vej.

Hun har tidliger fortalt, hvordan hun fra sin lejlighed på fjerde sal bag lukkede vinduer og med altandøren smækket i kan se bilkøen blive sluset ind i testcenteret beliggende i vommen af et P-hus.

Det værste er benzinosen, der trænger ind i lejligheden via ventilationskanaler, selv når vinduer og døre er lukkede.

- Jeg har konstant hovedpine, kvalme og ondt i maven. Jeg er udmattet, for jeg får ikke noget nattesøvn, fordi bilkøen larmer og dytter til langt ud på natten. Og så starter det hele forfra tidligt om morgenen.

quote Fra at bo et rigtig fedt og dejligt sted, er det nu et helvede at bo her

Jill Hemstra

- At gå i seng med hovedpine og stå op med hovedpine er dybt frustrerende. Det er en væsentlig forringelse af ens livskvalitet.

Ifølge Jill Hemstra er der kø med biler i tomgang til testcenteret 20 timer i døgnet hver dag. Især op til påske for tre uger siden begyndte hektikken at intensivere, og siden da er det kun blevet værre.

- Fra at bo et rigtig fedt og dejligt sted, er det nu et helvede at bo her for at sige det ligeud.

En beboer nær drive-in testcenteret ved Bella Center tog dette billede tidligere på ugen af en bilkø sent på aftenen, der snegler sig i retning mod indkørslen til testcenteret.
En beboer nær drive-in testcenteret ved Bella Center tog dette billede tidligere på ugen af en bilkø sent på aftenen, der snegler sig i retning mod indkørslen til testcenteret.
Foto: Privatfoto


Ikke så rart lige nu

I Copenhagen Medical håber direktør, Jeppe Handwerk på, at flest mulige danskere bliver vaccineret hurtigst muligt.

- Jo flere der bliver vaccineret, jo færre bliver bilkørende herude. Vi må alle sammen leve lidt med, at det ikke er så rart lige i øjeblikket, men vi gør, hvad vi kan, for at afhjælpe generne, siger Jeppe Handwerk til TV 2 Lorry.

Han er helt klar over, at der er et problem, og det forsøger han og Copenhagen Medical blandt andet at løse ved at kalde ekstra bemanding ind.

Men Jeppe Handwerk, flere podere hjælper vel ikke på biler, der dytter?

- Nej, vi kan ikke komme ud over, at folk ikke opfører sig ordentligt. At folk dytter og kører for stærkt, oplever vi altid og alle steder. Det, vi kan sikre os, er, at borgerrejsen er så kort som muligt. At man skal sidde i kø så kort tid som muligt.

Hvorfor sætter I ikke guider ind, som kan være med til at skabe mere orden?

- Vi er her for at drive et testcenter, og det skal vi gøre så godt som muligt. Det er en politiopgave at dirigere trafik, så det holder vi os fra.

En beboer, vi har talt med foreslår, at lave indkørsel til centeret et sted og udkørsel et andet sted. Hvad siger du til det?

- Vi lytter til alle de løsningsforslag, der findes. Vi gør alt, hvad vi kan, for at afvikle kø. Det vigtigste for os er at sikre, at køen er så kort som muligt, og at borgerne herude bliver så lidt chikaneret som muligt, siger Jeppe Handwerk til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik