DF vil have borgmesterens sag på bordet i Borgerrepræsentationen

Finn Rudaizky har på vegne af Dansk Folkeparti anmodet om, at sagen om Cecilie Lonning-Skovgaard kommer på dagsordenen ved mødet i Borgerrepræsentationen til marts.

Den seneste uge har antallet af negative sager taget til mod beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Underløb af egne embedsfolk og en offentlig indrømmelse af at have brug for hjælp til at tøjle sin hårdhændede adfærd er blot nogle af de historier, der har fyldt i medierne. 

Mandag eftermiddag er sagerne også på bordet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i København.

Her mødes Venstre-borgmesteren med udvalget. 

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger, vil forvaltningen her orientere om den videre proces, hvor Arbejdsmiljø København – der er en afdeling på tværs af forvaltningerne - går i gang med at forbedre arbejdsmiljøet i forvaltningen.

Derudover vil Cecilia Lonning-Skovgaard redegøre for forløbet omkring de eksterne advokater, som Politiken tidligere har beskrevet, at hun har hyret.

Dette fremgår dog ikke af mødets dagsorden på kommunens hjemmeside, fordi det optræder som et lukket punkt.

Her fremgår det kun, at borgmesteren vil orientere udvalget, men ikke om hvad. Og derfor har Dansk Folkepartis Finn Rudaizky, der er medlem af Borgerrepræsentationen samt det førnævnte udvalg, allerede inden mødet valgt at gå skridtet videre.

"Det er håbløst"

Han har på vegne af Dansk Folkeparti rejst hele sagen på det næste møde i Borgerrepræsentationen, der finder sted den 3. marts 2022. Det oplyser han til TV 2 Lorry.

- Det er jo ikke engang på dagsordenen i dag (mandag, red.). Det er kun noget, som hun har sagt. Det kan jeg ikke bruge til noget, siger han til TV 2 Lorry forud for mødet og uddyber:

- Jeg kan ikke forholde mig til en orientering, som jeg ikke har fået i forvejen. Selv hvis jeg får det inde på mødet, så vil jeg ikke kunne forholde mig til det på et øjeblik. Det er lige så håbløst, som det der foregår i afdelingen.

TV 2 Lorry ville gerne have forholdt Cecilia Lonning-Skovgaard denne kritik, men det har ikke været muligt at nå, inden mandagens møde.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Dansk Folkepartis medlem af Borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky, er ikke tilfreds forud for mandagens møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (arkivfoto).
Dansk Folkepartis medlem af Borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky, er ikke tilfreds forud for mandagens møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (arkivfoto).
Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Finn Rudaizky forholder sig også kritisk overfor, at det er Arbejdsmiljø København, der angiveligt kommer til at gå ind i sagen omkring arbejdsmiljøet i forvaltningen. Han ønsker i stedet en ekstern, uvildig undersøgelse.

- Kommunen skal ikke undersøge forhold vedrørende borgmesteren. Kommunen skal ikke undersøge sig selv. Jeg ønsker en ekstern, uvildig undersøgelse, siger han til TV 2 Lorry.

Ombudsmand går ind i sagen

Mandag har Johan Busse, der er borgerrådgiver i Københavns Kommune, i en udtalelse til Politiken bekræftet, at den udskældte borgemester nu bliver hovedperson i en uafhængig undersøgelse.

Det sker ifølge avisen på baggrund af, at en række anonyme embedsmænd har bidraget til en whistleblowerindberetning af, hvad de ser som flere kritisable forhold i forvaltningen.

Det glæder Finn Rudaisky, at den såkaldte ombudsmand nu går ind i sagen. 

- Det synes jeg er rigtig fint og rigtigt godt. Når han er færdig med undersøgelsen, må vi se, hvad der ikke ligger inden for hans undersøgelser og om der er behov for en yderligere advokatundersøgelse, siger han.

"Var hun minister, var hun kylet ud på stedet"

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er den en potentielt meget alvorlig sag, der rammer Cecilia Lonning-Skovgaard.

Han vurderer, at det ikke er de enkeltstående sager, men derimod det samlede billede, der begynder at tegne sig af borgmesteren, som kan være med til at påvirke hendes fremtid på Københavns Rådhus. Det fortalte han til TV 2 Lorry fredag i sidste uge.

- Det er en rigtig alvorlig sag, der både politisk og juridisk er meget, meget besværlig. Hvis hun havde været minister, så var hun blevet kylet ud på stedet - formentlig af et flertal.

- Det samlede billede er, at hun sidder med flere møgsager, som formentlig bliver forfulgt i Borgrepræsentationen - og i sidste ende kan føre til, at hun bliver tvunget til at gå af, udtalte Hans Engell til TV 2 Lorry.

Mandagens møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget begyndte klokken 16.00. TV 2 Lorry følger sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik