Kommentator om borgmester: "Var hun minister, var hun kylet ud på stedet"

Det er yderst alvorlige sager, der er fremme om beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), vurderer Hans Engell.

Underløb af egne embedsfolk og en offentlig indrømmelse af at have brug for hjælp til at tøjle sin hårdhændede adfærd.

Det er blot to af de historier, der på det seneste har omhandlet beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Og det kan ende med at få fatale konsekvenser for borgmesteren. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Det er en rigtig alvorlig sag, der både politisk og juridisk er meget, meget besværlig. Hvis hun havde været minister, så var hun blevet kylet ud på stedet - formentlig af et flertal.

- Det samlede billede er, at hun sidder med flere møgsager, som formentlig bliver forfulgt i Borgrepræsentationen - og i sidste ende kan føre til, at hun bliver tvunget til at gå af, siger han til TV 2 Lorry.

Vurderingen kommer, efter at Politiken de seneste dage har beskrevet, at Lonning-Skovgaard (V) har underløbet embedsfolkene i sin egen forvaltning og fået eksterne advokater til at undersøge embedsfolkenes håndtering af sager om aktindsigter, efter at hun havde været lodret uenig i flere af afgørelserne.

Onsdag fortalte Cecilia Lonning-Skovgaard ligeledes til Politiken, at hun fortryder, at hun har hyret advokater uden om forvaltningen.

Og skal man tro Hans Engell, så er det endnu en yderst alvorlig sag, der er landet på bormesterens bord.

- Her er vi inde i et juridisk forløb. Det er et spørgsmål, om hun har overtrådt sine beføjelser så alvorligt, at det kan få konsekvenser, forklarer han.

Klager over ledelsesstil

Tidligere har flere medier beskrevet, hvordan borgmesteren har ageret uhensigtsmæssigt overfor medarbejdere. 

I januar kunne Berlingske fortælle, hvordan 2.000 ansatte kritiserede borgmesteren for hendes ledelsesstil.

Det skete i et åbent brev, som Djøf og HK havde skrevet på vegne af medarbejderne. I brevet skulle det ifølge Berlingske komme til udtryk ved, at medarbejderne blandt andet var utilfredse med fyringen af forvaltningens nu tidligere administrerende direktør Line Nørmark.

I et interview med Politiken erkendte Cecilia Lonning-Skovgaard torsdag sin hårdhændede adfærd. Samtidig sagde hun, at hun vil søge professionel hjælp.

- At jeg får sat nogle flere ord på, så folk ikke tager anstød af det. Det er noget, jeg skal arbejde med nu og formentlig også skal have noget professionel bistand til, hvordan man forbedrer sig på det punkt, udtalte hun blandt andet til avisen.

Afhængig af partiets opbakning

Det var tilbage i oktober måned, at der for alvor begyndte at rulle negative historier om Cecilia Lonning-Skovgaard og hendes forvaltning.

Dengang kunne Berlingske via aktinsigter beskrive, at jobcentre i København i to år havde lavet løsere aftaler med ledige.

Den daværende direktør i Københavns Kommune for ansvar for jobcentrene, Marianne Sørensen, mistede derfor ansvaret for området.

Ifølge Hans Engell er det ikke samarbejdsvanskelighederne og den hårdhændede adfærd alene, der er det største problem for Cecilia Lonning-Skovgaard, der med 2.954 personlige stemmer ved kommunalvalget i november fik det andet laveste stemmetal blandt fagborgmestrene.

quote Det, der redder hende, er, at hun sidder på Københavns Rådhus og ikke i et ministerium på Christiansborg. Men om det redder hende i længden, det er tvivlsomt.

Hans Engell, politisk kommentator

Det er derimod det samlede billede, der begynder at tegne sig af borgmesteren, som kan være med til at påvirke hendes fremtid på Københavns Rådhus.

- Man må dybest set sige, at hun på intet tidspunkt - heller ikke før valget - har fungeret særlig godt som borgmester. Hun fik mildest talt heller ikke noget imponerende valgresultat og herefter er alle de her ting, der også belaster, dukket op.

- Det, der redder hende, er, at hun sidder på Københavns Rådhus og ikke i et ministerium på Christiansborg. Men om det redder hende i længden, det er tvivlsomt, vurderer han. 

I sidste ende kan hendes politiske skæbne afgøres af Borgerrepræsentationen og hendes eget parti, Venstre.

- Det handler om to ting: Hvor hårdt vil Borgerrepræsentationen køre sagen, og hvor længe kan Venstre holde til at holde hånden henover hende, siger Hans Engell og tilføjer: 

- Som jeg læser teksten, har hun fortsat opbakning hos Venstre. Hvor alvorligt Borgerrepræsentationen og de øvrige borgmestre - ikke mindst overborgmesteren - ser på sagen, det ved vi ikke endnu. Men meget tyder på, at de ser alvorligt på det.

Cecilia Lonning-Skovgaard har været Venstres spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation siden 2016. Ved kommunalvalget i november fik hun 2.954 personlige stemmer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik