Et spørgsmål fra fortiden kan indhente borgmester: "Hun smider sine ansatte under bussen"

Torsdag aften sætter SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V) i den varme stol, og der er der potentiale til at blive glohedt.

Venstres spidskandidat i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), er havnet i et politisk stormvejr, efter det er kommet frem i Berlingske, at jobcentret ikke har henvist ledige til jobs.

På et møde i Borgerrepræsentationen torsdag aften skal hun stå skoleret, og i den forbindelse har et politikerspørgsmål fra 2015 set dagens lys. 

Som beskæftigelses- og integrationsborgmester ligger jobcentrene under Cecilia Lonning-Skovgaards (V) resort, men i stedet for selv at påtage sig ansvaret valgte hun egenrådigt at fjerne jobcenterdirektøren fra området.

quote Det, vi ser her, er en borgmester, der smider sine ansatte under bussen i stedet for selv at tage ansvar

Astrid Aller, medlem af beskæftigelses- og integrationsudvalget, SF

Det har vakt stor kritik fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Alternativet. De har været i arkiverne og fundet et spørgsmål fra Cecilia Lonning-Skovgaard (V) fra 2015 til den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, frem.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) spørger dengang den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester om, hvem der har ansvaret for at skaffe jobs til københavnere.

Her svarer den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester: ”Som beskæftigelses- og integrationsborgmester har jeg ansvar for, at alle ledige i Københavns Kommune, som er omfattet af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, §2, får bistand til at komme i job.” 

TV 2 Lorry ville gerne have spurgt Cecilia Lonning-Skovgaard, hvorfor hun som beskæftigelses- og integrationsborgmester ikke har ansvaret længere, men hun siger igennem sin pressechef, at hun ikke vil udtale sig inden torsdagens møde i Borgerrepræsentationen.

Partier undrer sig

Hos de partier, der kan se frem til svar på deres spørgsmål, klinger det ifølge SF, Radikale Vesntre og Socialdemokratiet hult, når Venstres spidskandidat til Berlingske siger, hun ikke har et ansvar for, at jobcentrene i København ikke har henvist én eneste ledig til et job.

Sådan lyder det samstemmende fra de tre partier til TV 2 Lorry.

- Svaret dokumenterer, at hun udmærket er klar over, hvem der har ansvaret for, at folk kommer i arbejde via jobcentrene, lyder det fra Socialdemokratiets Niels E. Bjerrum, der bakkes op af Radikale Venstres medlem af beskæftigelses- og integrationsudvalget, Christopher Røhl Andersen:

- Dengang var svaret ret tydeligt fra den daværende borgmester, at hun havde ansvaret. Når den nuværende borgmester så fortæller, at ansvaret ligger hos den enkelte direktør, så er svaret jo i direkte modstrid, fra da hun rejste kritik af Anna Mee Allerslev.

quote Det er ikke nogen god undskyldning at sige, man er uvidende

Niels E. Bjerrum, medlem af beskæftigelses- og integrationsudvalget, SF

Også SF's medlem af beskæftigelses- og integrationsudvalget, Astrid Aller, er klar i mælet:

- Det ironiske er, at hun ikke kan sige, hun ikke ved det her, for hun har selv stillet spørgsmålet tilbage i 2015 til den daværende borgmester. Her får hun af vide, at det er borgmesteren, der har ansvaret for at Jobcentrene hjælper folk i arbejde, siger hun til TV 2 Lorry.

Formålet med at hive spørgsmålet fra 2015 frem i dag er at få Cecilia Lonning-Skovgaard (V) til at tage ansvar i stedet for at smide medarbejderne under bussen, mener de tre partier.

Skaber dårligt arbejdsmiljø

For ifølge SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre så skaber borgmesterens handling et farligt arbejdsklima blandt medarbejderne.

- Hun lever ikke op til de værdier, Københavns Kommune har som arbejdsgiver, forklarer Niels E. Bjerrum (S).

I SF er man også fortørnet over det forløb, som der har været oven på Berlingskes afsløring.

- Vi synes, at Cecilia i løbet af efteråret har udtalt sig i pressen på en måde, som vi ikke synes er fair over for vores medarbejdere. Det, vi ser her, er en borgmester, der smider sine ansatte under bussen i stedet for selv at tage ansvar, siger Astrid Aller (SF) og slår fast:

- For mig handler det om, at vi har en interesse i at behandle vores medarbejdere ordentligt. De skal vide, at de har vores opbakning, når der er en kritisk historie i Berlingske.

Tidligere har Cecilia Lonning-Skovgaard (V) forklaret til Berlingske, at hun ikke var klar over problemets omfang, men det fritager hende ikke fra ansvar, lyder det fra Niels E. Bjerrum (S):

- Har man ikke som borgmester ansvar for det område, man er borgmester for? Hun må da også gerne selv opsøge viden om, hvordan tingene går. Det er ikke nogen god undskyldning at sige, man er uvidende.

_

_