Den Blå Planet får vild millionregning: "Vi ved ærligt talt ikke, hvordan vi skal betale"

Hvis regningerne fortsætter i den dur, har Den Blå Planet et problem, fortæller de. Den Blå Planet får kæmpe elregning: To millioner kroner for en måned

Det koster dyrt i strøm at holde et akvarium kørende. Det er ingen hemmelighed. 

En månedlig elregning på lidt mere end en halv million er hverdagskost for Den Blå Planet. 

Men det kom da alligevel lidt bag på Nordeuropas største akvarium, da de så antallet af cifre på elregningen for august måned i år. 

2.047.397,74 kroner. 

- Vi ved ærligt talt ikke, hvordan vi skal få pengene til at betale den regning, skriver Den Blå Planet på Facebook. 

Regningen for august måned i 2020 lød på 622.640,50 kroner. 

Elregningen er altså lige knap firdoblet siden da. 

- Der er lidt af en forskel, skriver de videre i Facebook-opslaget. 

Det er langt fra en holdbar situation, oplyser Den Blå Planet til TV 2 Lorry. 

- Hvis priserne fortsætter sådan her, skulle vi bruge 24 millioner på elregninger over de næste 12 måneder, og det kan enhver sige sig selv, at vi ikke kan, skriver Jon Diderichsen, administrerende direktør på Den Blå Planet, i en besked til TV 2 Lorry:

- Vi har energioptimeret overalt, og vi kan af gode grunde ikke skrue ned for temperaturerne, det ville gå ud over dyrenes velfærd. Så der er ingen alternative løsninger for os. 

Havoddere til salg

Det er ikke første gang, at Den Blå Planet står i pengevanskeligheder. 

For et år siden var deres økonomi så presset, at de ikke forventede at have penge til at overleve mere end otte måneder frem. Dengang skyldtes det den voldsomme nedgang i antallet af gæster på grund af coronapandemien. 

Det fik Den Blå Planet til at sætte blandt andet havoddere til salg på Den Blå Avis. 

- Agnes, Mojoe, Riggs og Dixon, fire nuttede havoddere fra Alaska, søger en sød familie, som de kan bo hos, da deres gamle hjem Den Blå Planet desværre er truet af lukning, skrev de dengang.