Coronakrisen koster hovedstadens hoteller og restauranter en halv milliard om ugen

Regeringen har torsdag præsenteret en ny låneordning, der skal holde hånden under små og mellemstore virksomheder. Det gavner hoteller og restauranter, men det er ikke nok, lyder det fra brancheorganisationen HORESTA.

Ifølge en helt ny analyse fra brancheorganisationen HORESTA, vil hovedstadens hoteller og restaurenter miste hele 2,2 millarder kroner i april, hvis omsætningen næste måned følger den regionale fordeling af årsomsætningen.

Det svarer til et tab på 500 milloner kroner om ugen nu og her, mens coronakrisen står på.

Tallene kommer fra en ny opgørelse, som HORESTA, brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, har lavet på baggrund af, at restauranterne som bekendt fortsat skal holde lukket frem til den 10 maj.

Hotellerne kan holde åbent, men halvdelen har helt frivilligt valgt at lukke ned, mens resten kører med meget lavere omsætning end normalt.

- Tabene er i øjeblikket ekstreme, og vi frygter, at krisen i værste fald kan koste tusindvis af virksomheder livet. Samtidig er over 130.000 job på spil, siger Kirsten Munch, der er politisk direktør i HORESTA, til TV 2 Lorry.

quote Tabene er i øjeblikket ekstreme, og vi frygter, at krisen i værste fald kan koste tusindvis af virksomheder livet. Samtidig er over 130.000 job på spil.

Kirsten Munch, politisk direktør, HORESTA

Hun tilføjer:

- Ikke alene vil mange virksomheder være forsvundet, når krisen er ovre, men resten må i flere år forvente at leve med en betydelig lavere omsætning. Der vil gå lang tid, før rejselysten vender tilbage, og det er vores forventning, at vi skal helt frem til 2023, før turisme- og oplevelsesøkonomien er tilbage på niveau fra før krisen.

Ifølge den nye analyse vil det samlede hotel- og restauranterhverv tabe én millard kroner om ugen - så virksomhederne i Region Hovedstaden udgør alene godt halvdelen af det samlede landsdækkende tab. 

- I hovedstaden har vi set en enorm opblomstring af nye hoteller og restauranter over de senere år. Nogle af dem kan vi frygte vil lukke igen, fordi konkurrencen i forvejen er meget hård i branchen. Blandt andet har hovedstaden allerede mistet to Michelinstjerner, da Kadeau for nylig gik konkurs, siger Kirsten Munch.

Ny hjælpepakke fra regeringen

Regeringen har torsdag præsenteret en ny låneordning, der skal holde hånden under små og mellemstore virksomheder.

Det vil polstre virksomhederne med op til 35 milliarder kroner, oplyste finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde torsdag formiddag. 

Tiltaget skal ifølge finansministeren begrænse tabene og gøre virksomhederne i stand til hurtigt at komme i gang med produktionen på den anden side af coronakrisen.

- På denne baggrund tager regeringen i dag initiativ til en ny låneordning for små og mellemstore virksomheder. Ordningen forbedrer overlevelsesmulighederne for små og mellemstore virksomheder, der kan have vanskeligt ved at opnå lån i banken, lød det fra finansministeren.

Og den nye lånepakke, der giver virksomhederne mulighed for at låne deres betalte moms tilbage rentefrit, vækker glæde i hotel- og restaurationsbranchen. Der er tale om helt nødvendig nødhjælp til de små og mellemstore virksomheder, lyder det.

quote Kompensationen fra staten har meget stor betydning. Den kan holde hånden under vores erhverv i en tid med en meget udfordret likviditet, men problemet er, at omsætningen ikke kommer tilbage foreløbig.

Kirsten Munch, politisk direktør, HORESTA

- Vi har ad flere omgange opfordret til, at virksomhederne skulle kunne få disse penge tilbage for at sikre den øjeblikkelige likviditet. Derfor er vi rigtig godt tilfredse med, at regeringen har lyttet og nu åbner op for muligheden, siger HORESTAs politiske direktør, Kirsten Munch.

Men ifølge HORESTA er der behov for endnu mere hjælp:

- Kompensationen fra staten har meget stor betydning. Den kan holde hånden under vores erhverv i en tid med en meget udfordret likviditet, men problemet er, at omsætningen ikke kommer tilbage foreløbig, siger Kirsten Munch.

Stort omsætningstab er forventet

Det danske hotel- og restauranterhverv skabte ifølge HORESTA i 2019 en samlet omsætning på 65,7 milliarder kroner fordelt med 17,9 milliarder kroner i hotelerhvervet og 47,8 milliarder kroner i restauranterhvervet.

Omsætningen for både hotel- og restauranterhvervet peaker i september måned, men en betydelig andel af omsætningen genereres i forårsmånederne, hvor marts, april og maj tilsammen står for en fjerdedel af årsomsætningen - men sådan bliver det ikke i 2020.

Arkivfoto. Travlhed på restaurant Bazaar i København.
Arkivfoto. Travlhed på restaurant Bazaar i København.
Foto: NIels Ahlmann Olesen - Ritzau Scanpix

Omsætningen i forårsmånederne er vigtig for virksomhederne, da den kommer efter nogle måneder med relativt lav aktivitet i starten af året.

I 2019 udgjorde den samlede omsætning på landets hoteller og restauranter 16,3 millarder kroner i de tre forårsmåneder.

Det regionale omsætningstab

Region Hovedstaden er regionen med den største hotel- og restaurantomsætning, og må derfor formodes at opleve det største fald som følge af nedlukningen.

Såfremt omsætningen i april antages at følge den regionale fordeling af årsomsætningen, vil corona krisen koste hoteller og restauranter i Hovedstaden et omsætningstab på omkring 2,2 milliarder kroner eller godt 500 millioner kroner om ugen.

I både Region Syddanmark og Region Midtjylland vil hoteller og restauranter til sammenligning opleve et omsætningstab på over 700 millioner kroner i april, eller knap 170 millioner kroner om ugen.

Omsætningstab som følge af nedlukningen

Landets hoteller mærkede allerede i januar de første aflysninger fra kinesiske grupper som følge af Corona-virus, mens restauranterhvervet var relativt upåvirket indtil nedlukningen af Danmark den 11. marts 2020.

Hotelerhvervet omfatter hoteller, konferencecentre, vandrerhjem, camping mv. Restauranterhvervet dækker restauranter, fastfood, cafeer, værtshuse, kantiner, catering m.v.

Trods muligheden for fortsat at holde åbent for salg af værelser, er hotelomsætningen faldet til cirka 10 procent af det normale niveau. Restauranterhvervet har, selvom de kan tilbyde take-away, ligeledes oplevet et betydeligt fald i omsætningen, der er reduceret til ca 20 procent af det normale.

Villa Copenhagen er et af københavns nyeste hoteller. Åbningen er udskudt fra 1. april til 14. maj, så lokalerne står tomme lidt endnu.
Villa Copenhagen er et af københavns nyeste hoteller. Åbningen er udskudt fra 1. april til 14. maj, så lokalerne står tomme lidt endnu.
Foto: PR-foto

Nedlukningen estimeres alene i april at koste hotelvirksomheder et omsætningstab på cirka 1,2 millarder kroner, mens restauranterhvervet står til at tabe ca. 3,2 millarder kroner. Dermed vil branchen opleve en samlet omsætningsnedgang på 4,4 milliarder kroner samlet i april måned, svarende til cirka én millard kroner om ugen.

Erhvervets omsætning stiger under normale omstændigheder i de kommende måneder, og fortsætter nedlukningen bliver omsætningstabet endnu større end i april.

Omsætningen er i både maj og juni cirka 14 procent højere end i april. Et scenarie med fortsat nedlukning i disse måneder vil koste erhvervet et omsætningstab på ca. 5,0 millarder pr. måned, svarende til omkring 1,2 millarder kroner om ugen.

Forslag fra HORESTA:

De nuværende hjælpepakker skal udvides og forlænges for virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet
• Virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet skal fritages for betaling af afgifter som energiafgifter og ejendomsskatter i 2020 og 2021.
• Der skal i 2020 og 2021 indføres et Besøgsfradrag for 2020 og 2021 på kr. 18.700 pr. person for ydelser købt inden for turisme -og oplevelsesøkonomien i Danmark, herunder restauranter, caféer, natteliv, campingpladser, vandrehjem, hoteller, attraktioner, forlystelsesparker, teatre, koncertsteder m.v.
• Virksomheder skal i samme periode ydes fuldt fradrag for køb af overnatning, restaurantbesøg, bespisning, møder, kurser, sociale arrangementer m.v.
• Momsen på overnatninger og bespisning (F&B) skal nedsættes til samme niveau som vores nabolande i hvert fald frem til udgangen af 2022.
• De offentlige bevillinger (stat og kommuner) til markedsføring af turisme- og oplevelseserhvervet skal tredobles for 2020 og 2021.

 

Kilde: HORESTA

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik