Sjældent veterantog udsat for hærværk tre gange på kort tid

For tredje gang på kort tid har en klub for veterantogs-entusiaster i Nordsjælland været udsat for hærværk.

Det her var en del af synet, som mødte klubmedlemmerne fra Nordsjællands Jernbaneklub, efter en nyrestaureret vogn blev udsat for hærværk. Foto: Nordsjællands Jernbaneklub

Da der natten til søndag den 26. April blev begået hærværk mod en af Nordsjællands Jernbaneklub gamle togvogne, var det tredje gang inden for kort tid, at de gamle togvogne blev ofre for ubudne og ødelæggende gæster.

Den seneste vogn det gik ud over, ONFJ B27, havde endda netop gennemgået en årelang restaurering af jernbaneklubbens medlemmer, forklarer næstformand i Nordsjællands Jernbaneklub, Svend Åge Monnerup, til TV 2 Lorry.

- Vi har restaureret i mindst ti år på denne her. Og vi har brugt en halv million kroner på den. Så det er drøn ærgerligt, siger han.

Læs også Restaureret fra top til tå: Jernbaneklub sætter 100 år gammel togvogn på skinner

Hærværket skete, mens togvognen var parkeret ved remisen på Rungsted Kyst.

Her smadrede gerningsmændene en rude i den ene ende af vognen og sparkede døren ind i den anden ende. Herefter var det indvendige af togvognen “svinet godt og grundigt til”, lyder det fra næstformanden.

- De har siddet og røget inde i suppen, smidt lightere og cigaretskodder, de har siddet og spyttet på de helt nye plyssæder, der var sat i, lyder det fra Svend Åge Monnerup.

Efter et årtis arbejde med et sydfynsk jerbanetog fra 1906, stod det smukke tog i november klar til kørsel igen. Nu er det ramt af hærværk. Foto: Svend Åge Monnerup

- I starten oplevede man en vrede over, at der er nogen, som kan finde på det. Men nu har vi prøvet det så mange gange, at man næsten ikke bliver overrasket mere. Desværre. Det er da for galt, tilføjer han.

Den nyrestaurerede togvogn, der ifølge Nordsjællands Jernbaneklub er en af de smukkeste veterantogvogne i landet, nåede tilmed kun at køre én enkelt dag i forbindelse med juletrafikken. Herefter blev den sat til side i remisen i Rungsted, da den skulle repareres for et defekt hjulleje. Og her har den stået sikkert, indtil den natten til søndag blev ødelagt.

Læs også Nyt signalsystem betyder stop for veterantog: "Det er for højteknologisk"

Tredje gang på kort tid

Allerede i for tre uger siden, oplevede Nordsjællands Jernbaneklub ubudne gæster. Det skete på Græsted Station, hvor der dog ikke blev stjålet noget.

- Der var nogen og kigge sig omkring, mens vi ikke var der. Efterfølgende satte vi overvågningskameraer op og placerede lys, der automatisk tænder ved bevægelse.

Samme dag var der igen ubudne gæster hos Nordsjællands Jernbanklub. Ligesom med togvognen ONFJ B27 skete det på remisen i Rungsted.

Her blev der stjålet uerstattelige effekter, som skulle bruges til at færdiggøre et damplokomotiv.

Effekterne blev siden fundet hos en produkthandler, hvor videoovervågning kunne identificere tyven. De enkelte indbrud er anmeldt til Nordsjællands Politi, oplyser klubben, der også håber, at spor fra gerningsstedet i forbindelse med det seneste hærværk kan identificere gerningsmændene.

- Vi har nogle medlemmer, som selv tog kontakt til en skrothandler, som på video kunne se, at vores ting var kommet derud. Det var meget heldigt, siger Svend Åge Monnerup, som tilføjer, at gerningsmanden var kendt af politiet i forvejen.

Den renoverede togvogn før og efter den gennemgribende restaurering. Foto: Jesper Jørgensen

Coronakrisen kradser i klubben

Det seneste hærværk betyder yderligere økonomiske konsekvenser for jernbaneklubben, der siden krisen startede i marts måned, har holdt veterantogene stille. Det er  endnu uvist, hvornår klubben igen kan køre på skinnerne med de gamle tog.

På grund af hærværket på remisen i Rungsted føler Nordsjællands Jernbaneklub sig nu nødsaget til at finde et mere sikkert opbevaringssted - og det koster ikke så lidt at få transporteret vognen, forklarer Svend Åge Monnerup.

- Det er klart, at det ikke er gratis at få fragtet en defekt veterantogvogn til et andet sted, lyder det fra næstformanden i jernbaneklubben.

Derfor håber veteranklubben nu, at venlige sjæle og interesserede har lyst til at donere til en skilling til det frivillige arbejde. (Hyperlink)

Læs også Politiet får kritik for ikke at efterforske hærværk mod veterantog

Smukke detaljer på hatte- og paraplyholder, som projektleder, Jesper Kjær Jørgensen, har restaureret med flot flettearbejde Foto: Svend Åge Monnerup

Foto fra 1930 på Svendborg Station af den nyistandsatte togvogn,som ses allerforrest. Foto: Ulrik Tarp Jensen arkiv

Gammelt foto af togvognen fra 1930. Foto: Ulrik Tarp Jensen arkiv

Foto af ONFJ Cb 75, en søstervogn til den nyrestaurerede togvogn. Fotoet er taget på Svendborg Station i 1948 Foto: Lars Viinholt-Nielsen arkiv



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik