Coronavirus udskyder familiers flytning fra Sjælsmark

Flytningen af børnefamilier fra Udrejsecenter Sjælsmark udskydes på grund af coronavirus, oplyser ministerium.

Den planlagte flytning af børnefamilier fra Udrejsecenter Sjælsmark skulle være begyndt 1. april, men grundet coronavirussets indtog i Danmark, har ministeriet valgt at udskyde det. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Den planlagte flytning af børnefamilier fra Udrejsecenter Sjælsmark til Center Avnstrup udskydes nu til udgangen af juli.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Flytningen skulle være begyndt 1. april, men grundet coronavirussets indtog i Danmark, har ministeriet valgt at udskyde det. Beslutningen er taget efter dialog med sundhedsmyndighederne.

Læs også Nyeste corona-tal: To døde med coronavirus det seneste døgn

Udlændingestyrelsen forventer at kunne gennemføre familiernes flytning inden udgangen af juli 2020.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye siger i pressemeddelelsen:

- Regeringen vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at begrænse smittespredningen.

- Flytning nu og her af en større gruppe personer i asylcentersystemet vil ikke kunne ske uden at øge risikoen for spredning af coronavirus. Derfor er en udskydelse det eneste rigtige at gøre i den nuværende situation, siger han.

Læs også Sjælsmark-børn kan flytte ud senest i april

Beboerne på centrene er orienteret, oplyser ministeriet i pressemeddelelsen.

Skal flytte til Lejre

Beslutningen om at flytte børnefamilierne blev taget, efter at Socialdemokratiet fik regeringsmagten i juni 2019.

Regeringen blev således i november 2019 enig med støttepartierne Radikale Venstre, Enhedslisten og SF om at flytte familierne ind på Center Avnstrup, der i dag fungerer som hjemrejsecenter for afviste asylansøgere.

Avnstrup ligger i midten af Sjælland i Lejre Kommune.

Partierne blev enige om, at Center Avnstrup fra foråret 2020 kun skulle fungere som center for børnefamilier uden lovligt ophold i Danmark.

Markant mistrivsel

Flytningen skal være med til at forbedre forholdene for børnefamilierne, der på Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm bor bag indhegning, ligesom militæret jævnligt træner på skydebaner tæt ved centret.

Læs også Se dem her: Flygtningebørn udstiller rørende malerier

Sidste år kunne Røde Kors rapportere om markant mistrivsel blandt børnene. Flere lider af søvnproblemer, manglende appetit og har symptomer på psykiske lidelser, fremgik det.

Enhedslistens udlændinge- og integrationsordfører Rosa Lund kalder det "rigtig ærgerligt", men forstår beslutningen, der er taget for at mindske smitten af coronavirus.

Hun vil nu sikre, at Mattias Tesfaye skaber bedre forhold for børnene på Sjælsmark den kommende tid.

- Jeg vil tage det op med Matias Tesfaye, hvordan vi sikrer, at børnene får de bedste mulige forhold på Sjælsmark i de kommende måneder. Det er jo et sted, der ikke er for børn.

- Vi skal have en god dialog med Røde Kors om, hvordan forholdene kan blive bedre, og vi skal sikre, at Røde Kors' anbefalinger bliver efterlevet. Og så vil vi holde regeringen op på, at familierne skal være ude til juli, siger Rosa Lund.

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik