Sjælsmark-børn kan flytte ud senest i april

Børnefamilier i udrejsecenter Sjælsmark kan flytte ud senest i april 2020, aftaler regeringen, R, EL og SF.

Senest i april næste år skal børnefamilierne kunne flytte ud af udrejsecenter Sjælsmark.

Det er regeringen og støttepartierne, Enhedslisten, SF og De Radikale blevet enige om.

Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Allerede med forståelsespapiret, som regeringen og partierne blev enige om i juni, fremgik det, at børnene skulle ud af Sjælsmark. Men det er først nu, at der er kommet et konkret tidspunkt for, hvornår det skal ske.

De familier, der ønsker at blive boende resten af skoleåret, så børnene eksempelvis kan færdiggøre skoleåret inden flytningen, får mulighed for det. De sidste familier vil være udflyttet inden udgangen af juli, lyder det i aftalen.

Det er endnu ikke besluttet, hvor familierne skal flytte hen. Regeringen forpligter sig dog med aftalen til at præsentere en konkret placering senest i december.

SF's udlændingeordfører, Carl Valentin, er tilfreds med tidspunktet.

- Hvis de kunne flytte i morgen, ville det være fantastisk. Men det er kompliceret at finde et nyt sted, gøre det klar og lave de her flytninger.

- Vi har presset på for, at det skulle ske så hurtigt som overhovedet muligt. Nu er vi lykkedes med at få dem ud til april, og det, synes jeg, er helt ok, siger ordføreren.

Udrejsecenter Sjælsmark er et center ved Hørsholm på Sjælland, der huser afviste asylansøgere.

Mange børn bor på centeret med deres forældre, og en rapport fra Røde Kors har fastslået, at der er stor psykisk mistrivsel blandt børnene.

Aftalen skal også sikre, at børnene får bedre vilkår på det nye sted. Ifølge Carl Valentin lever de nye vilkår op til Røde Kors' anbefalinger.

Blandt de ændrede vilkår er blandt andet, at der skal skabes en mere fleksibel madordning. Det skal give mulighed for, at familierne selv kan lave mad og spise i deres bolig.

Partierne er også enige om, at det nye udrejsecenter for børnefamilier ikke skal være omgivet af hegn, fordi det kan virke utrygt og hæmmende i barnets hverdag.

Det er Kriminalforsorgen, der driver udrejsecenter Sjælsmark, men det skal være en anden operatør, der skal drive det nye familie-udrejsecenter.

- Der vil i udvælgelsen af operatør blive lagt vægt på, at de professionelt ansatte, der er omkring børnene, har erfaring med at arbejde med børn i udsatte situationer, lyder det i aftalepapiret.

/ritzau/

Hvordan er det at have en barndom på et udrejsecenter? TV 2 Lorry har spurgt børnene selv. Se vores indslag fra januar 2019 herunder:

Sjælsmark Udrejsecenter indefra.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik