Smitteudbrud i op mod seks boligområder i landets hårdest ramte kommune

En ny, massiv test- og opsporingsindsats skal gøre kål på stigende smitte i Høje-Taastrup Kommune, oplyser borgmester, Michael Ziegler (C).

Stigende smittetal i fem til seks boligområder har den seneste ugens tid sendt Høje-Taastrup Kommune helt i top på listen over kommuner med flest coronasmittede per 100.000 indbyggere - det såkaldte incidenstal.

Det oplyser kommunens borgmester, Michael Ziegler (C), til TV 2 Lorry.

- Det er ikke spor overraskende, at incidensen stiger, for der er også flere, der bliver testet. Og det skal ikke lyde som en Trump-undskyldning, for vi har en stigende smitte i kommunen, siger Michael Ziegler til TV 2 Lorry.

Høje-Taastrup havde søndag landets højeste incidenstal på 270,7, mens Ishøj og Brøndby fulgte med henholdsvis 245 og 214,6.

quote Vi har en stigende smitte i kommunen

Høje-Tasstrups borgmester, Michael Ziegler (C)

Der har været flere lokale udbrud i kommunen i løbet af epidemien - blandt andet flere på Charlotteskolen, oplyser Michael Ziegler. Netop Charlotteskolen og Fritids- og Ungdomsklub 5´eren i Hedehusene måtte i begyndelsen af marts lukke for elever efter et smitteudbrud

Samtidig kan et smitteudbrud på GLS-centralen ved Høje Taastrup Transportcenter have haft en mindre medvirkende effekt på den stigende smitte, oplyser Michael Ziegler.

- Det er sket for nylig. Der er dog flere borgere fra Ishøj, der arbejder på centralen, siger Michael Ziegler med henvisning til nabo-kommunen, som gennem hele epidemien har været hårdt ramt af coronavirus.

Landets fem hårdeste ramte kommuner lige nu

Incidenstallene (smittede per 100.000 indbyggere) i landets hårdest ramte kommuner:


  1. Høje-Taastrup - 270,7 
  2. Ishøj - 245 
  3. Brøndby - 214,6 
  4. Albertslund - 206 
  5. Vallensbæk - 205,3


Kilde: Statens Serum Institut

Høje-Taastrup-borgmesteren oplyser i den forbindelse, at man i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed er ved at analysere, om der er særlige jobtyper, der har særlig stor smitterisiko.

TV 2 Lorry har henvendt sig til Styrelsen for Patientsikkerhed for at få klarlagt omfanget af smitte på GLS-centralen.

Michael Ziegler (C), borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
Michael Ziegler (C), borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ny aftale skal bringe smitten ned

Smitten i Høje-Taastrup Kommune stiger, mens man ifølge borgmesteren har “steppet voldsomt op i testmuligheder.”

- Det nye er, at vi får lov til mere, siger Michael Ziegler.

Han forklarer, at en ny aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed betyder, at kommunen nu får udleveret oplysninger på alle smittede og alle nære kontakter. Disse grupper bliver altså nu både ringet op af en medarbejder i den nationale smitteopsporing, men også af en medarbejder i Høje-Taastrup Kommune.

- Vi kan gå lidt tættere på og udnytte den kontakt, vi har til borgerne i forvejen. Der er nogle svære steder med nogle familier, som vi i forvejen har en tillidsfuld dialog med. Der kan vi sætte ind, siger Michael Ziegler.

Samtidig går op mod 20 medarbejdere fra Styrelsen for Patientsikkerhed nu sammen med frivillige fra de ramte boligområder fra dør til dør, hvis det ikke lykkedes at komme i kontakt med de smittede på telefon.

quote Vi kan gå lidt tættere på og udnytte den kontakt vi har til borgerne i forvejen

Michael Ziegler

De deler også flyers ud til hele boligområdet med oplysning om nye muligheder for test. Foruden det faste PCR-testcenter på Taastrupgårdsvej, er der nu også åbnet et fast PCR-testcenter i Hedehuset i Hedehusene, ligesom et lyntest-center er åbnet i Taastrup Idræts Center.

Samtidig er en partybus - der er ombygget til et minitestcenter - rykket til de ramte boligområder i Høje-Taastrup. Lignende partybus har også huseret i blandt andet Glostrup.

- Jeg opfordrer alle borgere til at lade sig teste mindst en gang om ugen. Vi gør alt, hvad vi kan, for at få borgerne i områderne med højest incidens til at lade sigteste. På den måde forventer vi at fange noget af mørketallet. Vi får fat i flere, og det er vejen til at få det (den stigende smitte, red.) stoppet.

Michael Ziegler ønsker ikke at oplyse, hvilke fem til seks boligområder der oplever stigende smitte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik