Supersygehus får nej til p-pladser i mose: "Det er helt ude i hampen"

Det kommende supersygehus ved Hillerød har fået afslag på at omdanne et 16.400 kvadratmeter stort moseområde til parkeringspladser.

Naturen omkring det kommende supersygehus syd for Hillerød er blevet omdannet til en politisk krigsmark med Region Hovedstaden på den ene side og Danmarks Naturfredningsforening på den anden.

Sidstnævnte har sørget for at smide godt med grus i maskineriet, så regionen nu har fået afslag på at inddrage 16.400 kvadratmeter beskyttet natur til at anlægge et stort antal parkeringspladser ved supersygehuset.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening vil etableringen af parkeringspladserne få konsekvenser for det omkringliggende moseområdes beskyttede dyrearter, som blandt tæller spidssnudede frøer og store vandsalamandere.

quote De har, set med vores øjne, tromlet deres plan igennem

Ulrik Ravnborg, bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening Hillerød

Derfor klagede natur- og miljøorganisationens lokalafdeling i Hillerød i sin tid over en dispensation, som Hillerød Kommune havde givet regionen til at anlægge parkeringspladserne.

Det er nu mundet ud i, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet dispensationen, skriver Frederiksborg Amts Avis.

quote Jeg indrømmer blankt, at jeg er træt af sådan nogle naturklager

Per Tærsbøl (Kons.), formand for regionens politiske følgegruppe for det nye supersygehus

I afgørelsen, som TV 2 Lorry også har fået indsigt i, skriver nævnet, at Hillerød Kommune ikke har sikret sig, at de planlagte afværgeforanstaltninger i form af erstatningsarealer med tilstrækkelig sikkerhed opvejer tab af rasteområder for de truede dyrearter.

- Det følger jo stort set vores argumentation om, at man ikke kan erstatte moser med enge, og da slet ikke i et forhold, der hedder 1:1, hvor man har lige så meget erstatningsnatur, som man har nedlagt natur, siger Ulrik Ravnborg, bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening Hillerød, til TV 2 Lorry.

- Vores håb er, at vi nu har givet kommunen så meget rygstøtte, at den bedre kan stå fast på sit ønske over for regionen om en plan, der ikke involverer moserne.

Politiker træt af naturklager

For Nyt Hospital Nordsjælland kommer afgørelsen netop som byggeriet for alvor skal til at gå i gang. Per Tærsbøl, formand for regionens politiske følgegruppe for det nye supersygehus, ærgrer sig over afgørelsen.  

- Jeg indrømmer blankt, at jeg er træt af sådan nogle naturklager. Jeg er normalt stor tilhænger af dem. Men et hospital, som skal servicere 300.000 mennesker, kontra nogle padder, der skal have lov til at være i fred, og som vi allerede har flyttet andet sted hen, er helt ude i hampen, siger han til TV 2 Lorry.

Per Tersbøl forklarer, at det kræver det et sted mellem 20 og 30 kvadratmeter at etablere en enkelt parkeringsplads. De 16.400 kvadratmeter er blot en del af det samlede, planlagte parkeringsareal.

Men afslaget på dispensationen medfører, at supersygehuset nu står og mangler et sted mellem 546 og 820 parkeringspladser ud af i alt cirka 2500 parkeringspladser, som der er projekteret med.

- Det er et problem. Ingen diskusison om det. Vi vil jo helst have så mange parkeringspladser som muligt, og det her var det bedste sted at lægge dem. Det så jo smaddergodt ud. Alternativet er at bygge dem tættere på Favreholm Station 600 meter væk. Men der er jo mange mennesker, som skal på hospitalet, der ikke vil kunne gå derhen, siger Per Tersbøl.

Beskylder region for at tromle plan igennem

I Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling understreger man, at man ikke har til hensigt at sætte en kæp i hjulet for sygehusbyggeriet, men at man blot har stillet spørgsmålstegn ved lovligheden af placeringen af parkeringspladser i de beskyttede moser.

- Det pudsige i denne her sag er, at Hillerød Kommune hele vejen igennem har efterlyst planer fra regionen, som kan realiseres, uden at moserne berøres. Men det har regionen slet ikke været lydhør over for. De har, set med vores øjne, tromlet deres plan igennem og sagt, at det her ville de have en dispensation for, hvilket kommunen så har bøjet sig for, siger Ulrik Ravnborg.

Illustration af Nyt Nordsjællands Hospital.
Illustration af Nyt Nordsjællands Hospital.
Foto: Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Men må vel forvente, at der skal følgeparkeringspladser med, når der bygges et sygehus af denne her kaliber?

- Det skal der helt sikkert. Og de må også godt anlægge alle dem, de har lyst til. Det, der er problemet for dem, er, at de først har placeret sygehuset og efterfølgende vælger at placere parkeringspladserne så tæt på hovedindgangen som muligt.

- Det kunne de komme til, hvis de skubbede hele sygehusprojektet 50 meter mod vest. Så kunne de placere parkeringspladserne, hvor de ville, uden at moserne blev berørt. Men man har overhovedet ikke gået ind i overvejelserne om at tage hensyn til naturen. Hvis man tager mange små bidder, så har man også spist hele elefanten, og de har ikke prioriteret hensynet til naturen tilstrækkelig højt, hvilket nævnet også giver også ret i, siger Ulrik Ravnsborg.

Formanden for regionens politiske følgegruppe, Per Tærsbøl, er dog ikke enig i den udlægning.

- Vi har skam passet på naturen. Vi har opsat et såkaldt paddehegn og indsamlet mere end 1200 frøer og padder på byggegrunden, så de kan bo i de nærmeste søer og vådområder, forklarer han.

Bliver byggeriet forsinket, nu hvor I har fået afslag?

- Det gør det ikke ligefrem lettere at bygge hospitalet, som vi gerne vil have det. Vi må så finde ud af at lægge noget af den parkeringsplads et andet sted.

- Vi forventer at kunne tilrette byggeriet sådan, at de områder, som klagen berører, bliver henlagt uberørt, indtil vi har løsningerne på plads. Resten af byggeriet forventer vi at kunne påbegynde som planlagt. Det skal i gang nu. Det kan ikke vente mere, for det skulle jo have været færdigt i 2020, siger Per Tærsbøl.

Hos Hillerød Kommune siger borgmester Kirsten Jensen (Soc.dem) følgende til TV 2 Lorry, som hun også er citeret for i Frederiksborg Amts Avis:

"Vi accepterer naturligvis afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet. Hillerød Kommune har gjort sig umage med at passe på naturen i området, men dispensationen er hjemvist til fornyet behandling. Nu skal vi undersøge nævnets afgørelse sammen med Nyt Hospital Nordsjælland. Opgaven er at arbejde videre med løsninger, som kan accepteres," svarer Kirsten Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik