Paw styrtede på sin motorcykel - mens han lå på hospitalet blev den stjålet fra uheldsstedet

Paw Madvig regnede ikke ligefrem med, at nogen kunne finde på at stjæle den motorcykel, han netop var styrtet på, mens han selv lå på hospitalet.

Det er ikke det brækkede kraveben eller de trykkede ribben, der gør mest ondt på Paw Madvig efter, at han torsdag styrtede på sin motorcykel.

Det, der gør mest ondt, er, at der ikke er nogen, der ved, hvor hans motorcykel er.

Torsdag morgen kørte Paw sin kæreste på arbejde, da han på vej tilbage væltede på sin motorcykel - en Yamaha MT-07 - i rundkørslen ved Isterødvej/Kirkeltevej i Hillerød.

- Der er to vejbaner ud af rundkørslen. Jeg korrigerer en lille smule for en bil, der er en lille smule inde i min vejbane. Det sker helt automatisk, fortæller Paw Madvig om situationen, der ledte op til styrtet.

- Der er glat på vejen, så jeg ryger på røv og albuer ved de hvide mærker, der er på vejen. Jeg falder lidt uheldigt og lander på vejbanen, siger han til TV 2 Lorry.

Paws motorcykel er en Yamaha MT-07 (2020) i Techblack/matsort - og den har flere kendetegn. Blandt andet har den blinklys både for og bag, "anden" slags nummerplade end oprindelig og håndtag med varme.
Paws motorcykel er en Yamaha MT-07 (2020) i Techblack/matsort - og den har flere kendetegn. Blandt andet har den blinklys både for og bag, "anden" slags nummerplade end oprindelig og håndtag med varme.
Foto: Privatfoto

Hurtig hjælp

Bag ham kørte en minibus, der hurtigt stoppede op, blokerede vejen, og chaufføren skyndte sig ud for at se til Paw.

Heldigvis for Paw var der både en politibetjent og en praktiserende læge til stede i rundkørslen, og de stødte også til og fik sikret, at han ikke var kommet noget alvorligt til.

Paw var under hele situationen ved sine fulde fem, og han vurderer i dag, at der gik 10 til 15 minutter fra, at han styrtede, til han var på vej på Nordsjællands Hospital med ambulance.

Fra ambulancen kontaktede han sit vejhjælpsfirma.

- Jeg oplyser dem, hvor min motorcykel er, og at den skal leveres til min mekaniker. De stiller en masse standardspørgsmål, og så tror jeg, at der er styr på det.

Udstødningen er af mærket Akrapovic og har ikke været helt billig, fortæller Paw Madvig.
Udstødningen er af mærket Akrapovic og har ikke været helt billig, fortæller Paw Madvig.
Foto: Privatfoto

Paw faldt på sin motorcykel omkring klokken 8 om morgenen, og da hans kæreste ved 10-tiden var på vej hjem for at pleje ham, konstaterede hun, at motorcyklen stadig lå i græsset ved siden af rundkørslen, hvor politimanden med hjælp fra en anden borger, havde lagt den.

Forsinket vejhjælp

Efterfølgende var der sat politistrips rundt om den for at markere, at den lå der på grund af et uheld, og at der ville komme et vejhjælpsfirma for at afhente den.

quote Ved firetiden ringer de og spørger, hvilken rundkørsel, der er tale om. Og så kan de konstater, at der ikke ligger nogen motorcykel

Paw Madvig

Men det skete aldrig.

For samme eftermiddag ringede Paw Madvigs vejhjælpsfirma ham op med en trist besked.

- Jeg havde fået tilsendt et link fra vejhjælp om, hvor de ville køre den hen, men ved 16-tiden ringer de og spørger, hvilken rundkørsel, der er tale om. Og så kan de konstatere, at der ikke ligger nogen motorcykel i den nævnte rundkørsel.

Så var gode råd pludselig dyre. I følge Paw undersøgte hans vejhjælpsfirma, om der var et andet firma, der havde samlet den op på politiets opfordring.

Paw drømmer om at se sin motorcykel igen.
Paw drømmer om at se sin motorcykel igen.
Foto: Privatfoto

Men inden, han fik svar på det, kontaktede Nordsjællands Politi selv Paw, fordi de også undrede sig over, at hans motorcykel var væk.

Håber på hjælp

Fredag formiddag meldte Paw Madvig derfor sin motorcykel stjålet, og lørdag formiddag gik han på Facebook for at efterlyse den.

Det har allerede kastet lidt informationer af sig, og tilsyneladende er den sidst set liggende ved rundkørslen 11.40.

Nordsjællands Politi bekræfter overfor TV 2 Lorry, at de har modtaget en anmeldelse om en stjålen motorcykel i rundkørslen mellem Isterødvej/Kirkeltevej, men endnu er der ikke nogen gennembrud i sagen.

Derfor håber Paw Madvig nu på offentlighedens hjælp til at blive genforenet med sin Yamaha. Det er dog ikke med de største forhåbninger:

- Jeg har ringe forhåbninger om at se den igen, desværre, siger han og fortsætter: 

- Hvis jeg får erstatning, så får jeg en motorcykel, der ikke står mål med det, jeg har mistet. Det bliver ganske enkelt en dårligere maskine. så jeg så gerne, at jeg fik den tilbage igen.

Vindskjoldet på Paws motorcykel er ikke et, man bare sådan lige får fat på. Det forhandles nemlig ikke i Danmark.
Vindskjoldet på Paws motorcykel er ikke et, man bare sådan lige får fat på. Det forhandles nemlig ikke i Danmark.
Foto: Privatfoto

Et af kendetegnene ved motorcyklen er blandt andet, at den har et vindskjold, som ikke kan købes i Danmark.

TV 2 Lorry har forsøgt at kontakte det pågældende vejhjælpsfirma, men de er lørdag ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik