Fartglade fætre fra København gør det igen - slår endnu en verdensrekord med 'Silver Lightning'

To fætre slog deres egen verdensrekord, da de kørte ræs i weekenden i Sverige.

Det var ikke helt uden udfordringer, men i weekenden lykkedes det alligevel.

Selvom de to fætre fra Husum, der kalder sig True Cousins, allerede sidder på verdensrekorden for det hurtigste el-køretøj, ja, så slog de rekorden endnu en gang.

Det skete til et løb i Sverige, hvor fætrene, Hans-Henrik Thomsen og Glenn E. Nielsen, slog deres egen verdensrekord, da Hans-Henrik ræsede den 402 meter lange bane, der er længden på en drag race-bane, på den elektriske motorcykel, som Glenn har konstrueret.

Tiden endte på kun 6.74 sekunder.

- Vi er meget tilfredse. Vi satte jo en rekord i England sidste år, og der havde vi det indtryk, at den bane var den hurtigste i Europa og den eneste, hvor vi kunne sætte så hurtig en tid, men så viste det sig, at banen her var rigtig god, siger Hans-Henrik Thomsen til TV 2 Lorry.

Selvom rekorden kom i hus, stod problemer ellers i kø både op til og under løbet.

Først havde fætrene problemer med, at 'Silver Lightning' kørte til den ene side, og da det lykkes, at få den til at køre ligeud, begyndte det at regne på banen.

Heldigvis blev det tørvejr, inden løbet gik i gang, men her meldte sig så et nyt problem. På køretøjet sidder en bremsefaldskærm, der først skal udløses af køreren, når målstregen er passeret, men:

Hans-Henrik Thomsen er køreren i løbene, og her ses han på den dansk konstrueret elektriske motorcykel
Hans-Henrik Thomsen er køreren i løbene, og her ses han på den dansk konstrueret elektriske motorcykel
Foto: True Cousins

- Der skete så det, at vores bremsefaldskærm udløste sig ikke mindre end tre gange før målstregen, og det er klart, det er ikke nogen fordel, for den skal først udløses af mig efter målstregen. Det var uheldigt, siger Hans-Henrik Thomsen.

- Det sker tre gange, og det bremser os selvfølgelig, og så kører vi 6.82, selvom bremseskærmen har været ude 100 meter før mållinjen. Det er helt vanvittigt.

I det sidste løb lykkedes det fætrene at få helt styr på bremseskærmen, og det var også her, at rekorden - deres egen - blev slået, og Hans-Henrik endte med at køre banen på 6.74 sekunder.

- Vi kørte et fejlfrit løb på 6.74 og med 311 km/h over stregen, siger Hans-Henrik.

Rekorden dermed blev forbedret med 0,12 sekunder, hvilket, forklarer han, er en temmelig stor forbedring inden for draq racing på topniveau.

Som om én rekord ikke var nok for de fartelskende fætre, så slog de faktisk endnu en i weekenden.

Halvdelen af banen, der har en længde på 201 meter, kørte Hans-Henrik nemlig på kun 4.48 sekunder, hvilket også er en verdensrekord for elektriske køretøjer.

Desværre, siger Hans-Henrik, kan kørerne kun få lov at sætte sig på en rekord om dagen, og derfor har de ikke officielt slået rekorden.

Det vil de dog forsøge sig med, når endnu et løb finder sted i starten af september.

- Der vil vi se, om vi kan komme ned på 4,3 på den korte distance, siger Hans-Henrik Thomsen.

Der er åbent for publikum til Mosten MCs drag racing event Rock´n Race den 3.-4. september, hvor interesserede vil have mulighed for at opleve 'Silver Lightnings' rekordforsøg i Randers.

Her kan du se, hvordan det så ud, da fætrene slog deres egen rekord:

Her kan du se, hvordan det så ud, da fætrene slog deres egen rekord.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik