Museum var i tvivl, men nu er beslutningen truffet om Simon Spies' historiske bil

Besøgende på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør kan fremover fortsat se den ikoniske Mercedes 600 Pullman, som Simon Spies købte i 1965 og døbte 'Lange Frede'. Det er dog ikke uden ændringer.

Danmarks Tekniske Museum har siden 1985 haft Simon Spies’ kendte limousine ’Lange Frede’ som en del af udstillingen.

Men efter DR-dokumentaren ”Spies og Morgenbolledamerne” har museet måtte tage stilling til, om den historiske Mercedes 600 Pullman fortsat skulle stå på sin vante plads i Helsingør.

quote Vi var faktisk ret enige om, at vi ikke ville af med bilen

Peter Bjerregaard, programchef Danmarks Tekniske Museum

Torsdag formiddag har en medarbejdergruppe holdt et møde, og her er man kommet frem til, at man beholder bilen, som Simon Spies købte tilbage i 1965 og døbte ’Lange Frede’.

Dog ikke uden ændringer. 

Det fortæller museets programchef Peter Bjerregaard til TV 2 Lorry.

- Vi har holdt et møde, og udfaldet er, at bilen bliver stående, men vi har besluttet at ændre en smule på den tekst, der ledsager bilen på vores udstilling, siger Peter Bjerregaard.

I teksten står der en masse tekniske oplysninger om den store Mercedes. Men til sidst i teksten har der hidtil været passager om, at den tilhørte rejsekongen Simon Spies akkompagneret med et billede af ham.

- Det eneste, vi egentlig har gjort, er at slette nogle af de her referencer til Simon Spies, som handler om hans rigdom, og at han kaldte sine biler for ’Lange Frede’ og ’Lille Frede’, forklarer Peter Bjerregaard.

Den historiske Mercedes 600 Pullman, som Simon Spies købte i 1965 og døbte 'Lange Frede', bliver stående på Danmarks Tekniske Museum.
Den historiske Mercedes 600 Pullman, som Simon Spies købte i 1965 og døbte 'Lange Frede', bliver stående på Danmarks Tekniske Museum.
Foto: Danmarks Tekniske Museum

- I stedet bliver teksten mere nøgtern, hvor vi skriver at bilen har tilhørt grundlæggeren af Spies Rejser, Simon Spies. Og så fjerner vi billedet af ham.

Ingen fejring af Simon Spies

Det er programchef Peter Bjerregaard, der sammen med en kommunikationsmedarbejder og et par museumsinspektører, har truffet beslutningen. En beslutning, der naturligvis også kom forbi museumsdirektørens bord.

- Vi var faktisk ret enige om, at vi ikke ville af med bilen. Vi synes så vidt ikke, at det er problem at have bilen stående i vores udstilling, da den ikke indgår i en fejring af Simon Spies. Vi har den, fordi vi synes, det er en interessant bil, og fordi vi som museum dækker fly- og charterturisme, og det er også derfor, at Spies i sin tid har givet den til os, efter Simon Spies’ død i 1985, siger Peter Bjerregaard.

- Den er jo historisk, og det kan man ikke bare sådan uden videre udviske, pointerer han.

Frygter ikke ballade

Peter Bjerregaard påpeger, at man hos Danmarks Tekniske Museum ikke har frygtet at få ballade omkring at have 'Lange Frede' stående, men at man har været nervøse for, om den opblussende debat om Simon Spies kunne afspore debatten.

- Det er en fantastisk bil, og relationen til Spies fortæller selvfølgelig også noget om, at charterturismen boomede og blev en stor forretning for nogen. 

- Men det, vi ikke er interesseret i, er, hvis det, vi vil fortælle, det drukner, fordi folk tænker noget helt andet om den her bil. Så er det pudselig ikke interessant for os at udstille den længere, så det er grunden til at vi ændrer teksten, så det ikke kan misforstås som en fejring af Simon Spies, hvilket aldrig har været intentionen, siger Peter Bjerregaard.