Kommune vil drøfte fremtiden for plads opkaldt efter Simon Spies

I Helsingør skal det nu drøftes, om Simon Spies Plads skal have nyt navn.

Som så mange andre kendte danskere, så har Simon Spies fået en plads opkaldt efter sig.

Den ligger i Helsingør, hvor rejsekongen kommer fra, og her har den ligget siden den 14. juni 1993.

Om pladsen får lov at fejre sit 30-års jubilæum næste år, er dog ikke sikkert.

For i kraft af DR-dokumentaren ”Spies og Morgenbolledamerne” er der, ifølge borgmesteren i Helsingør Kommune, behov for at drøfte pladsens fremtid.

Vi skal ikke gemme historien væk

Det er ikke småting, der kommer frem i dokumentaren om Simon Spies.

Flere kvinder fortæller, hvordan de i en alder af helt ned til 15 år blev tilbudt penge for at have sex med charterkongen.

Andre fortæller, at de blev tilbudt betaling for at få tæsk.

Desuden anklages han for at tilbyde en kvinde 10.000 kroner for at få lov at brække armen på hende.

Alligevel mener Christian Holm Donatzky, som sidder i byrådet for Radikale Venstre, ikke, at pladsen skal omdøbes.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi både taler om de gode og de dårlige sider af historien. På mange af vores gadeskilte har vi sådan nogle forklaringer af vejnavnets betydning. Det foreslår vi, at der også laves til skiltet på Simon Spies Plads, siger Christian Holm Donatzky, som sidder i Helsingør Kommunes byråd for Radikale Venstre.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Siden 1993 har denne plads ved indgangen til Helsingørs gamle bydel heddet Simon Spies Plads.
Siden 1993 har denne plads ved indgangen til Helsingørs gamle bydel heddet Simon Spies Plads.
Foto: Ulrik Horneman - TV 2 Lorry

Christian Holm Donatzky argumenterer for, at det kan have negative konsekvenser at fjerne Simon Spies fra Helsingørs historie.

- Jeg tror ikke, løsningen er at gemme historien væk. Vi skal i stedet lære af den. Vi skal ikke gemme den væk, vi skal diskutere den, siger Christian Holm Donatzky.

En løsning kan derfor være at akkompagnere navneskiltet med et ekstra uddybende skilt.

- Forslaget går helt kort på, at der skal stå noget i stil med - han ændrede danskernes rejsevaner, men han udnyttede også unge piger. Men hvad der præcist skal stå, det skal selvfølgelig diskuteres, siger Christian Holm Donatzky.

Forslaget skal diskuteres på et møde næste mandag.

Det er jo ulovligt det han har gjort

Borgmesteren i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K), mener heller ikke, at pladsen fremstår som badet i sol, ovenpå dokumentaren om Simon Spies og hans morgenbolledamer.

- Det er jo sket i vores samtid det her, og derfor er det relevant at drøfte, hvad vi gør med pladsen. Det er jo, og var det også dengang, ulovligt det han har gjort. Det er misbrug af ganske unge piger, rufferi, og vold mod betaling, siger Benedikte Kiær, som er borgmester i Helsingør Kommune.

Netop derfor er hun heller ikke i tvivl om, hvordan man havde forholdt sig til navngivningen af pladsen, hvis beslutningen skulle tages i dag.

- Der er ingen tvivl om, at skulle vi navngive pladsen i dag, så havde vi ikke gjort det, i lyset af de oplysninger der er kommet frem, siger Benedikte Kiær (K).

Men pladsen ér navngivet, og har været det i snart tre årtier. Hvad der præcist skal ske herfra, ved Benedikte Kiær derfor ikke endnu.

- Vi har behov for at tage en snak med hinanden og borgerne om, hvad vi gør. Skal vi blive ved at kalde den Simon Spies Plads, eller skal den hedde noget andet. Det skylder vi hinanden at tage en snak om, siger Benedikte Kiær. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik