Danmarks aktuelt mest omdiskuterede plads er for en stund blevet navneløs.
Natten til tirsdag har en eller flere personer fjernet skiltet, der anviser Simon Spies Plads ved indgangen til Helsingørs gamle bydel.
Det viser billeder fra pladsen.
Hos Nordsjællands Politi siger vagtchef Henrik Thelin, at politikredsen ikke har modtaget anmeldelser om det nedtagne skilt.
I stedet for det officielle Helsingør Kommune-navneskilt ved Simon Spies Plads står et andet og hjemmelavet placeret op ad muren, hvor det mørkeblå blikskilt tidligere anviste pladsens navn.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Skiltet, der mest af alt minder om en slags brainstorm i punktform over, hvem Simon Spies var, kalder den vanærede rejsekonge alt fra ”enormt dygtigt” til ”klam x 2”.
Desuden står der "skænket af Ekstra Bladet" nederst på skiltet.
Ekstra Bladets chefredaktør Knud Brix siger til TV 2, at det er Ekstra Bladet, der har efterladt det hjemmelavede skilt på Spies Plads. Han understreger, at avisen ikke har noget at gøre med det forsvundne navneskilt, der normalt anviser Spies Plads.
Skiltets forsvinden sker få timer efter, at politikerne i Helsingørs byråd har meldt sig klar til at diskutere, om pladsen mellem Stengade og Svingelport bør skifte navn.
Det er pludselig kommet på tale, efter en ny dokumentar af Danmarks Radio afdækker, hvordan rigmanden Simon Spies betalte unge kvindelige ansatte - oftest under 18 år og helt ned til 15 år - for at have sex med sig. Spies anklages desuden for at tilbyde piger pengebeløb for at få lov at brække armen på dem eller modtage tæsk.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Dokumentaren har affødt flere reaktioner omkring Simon Spies’ eftermæle, og altså også i Helsingør. Her udtalte borgmesteren Benedikte Kiær (K) mandag til TV 2 Lorry, at hun gerne ”vil tage en snak om”, hvorvidt pladsen fortsat skal hedde Simon Spies Plads.
- Det er jo sket i vores samtid det her, og derfor er det relevant at drøfte, hvad vi gør med pladsen. Det er jo, og var det også dengang, ulovligt det han har gjort. Det er misbrug af ganske unge piger, rufferi, og vold mod betaling, lød det fra Benedikte Kiær (K).
Christian Holm Donatzky, som sidder i byrådet for Radikale Venstre, mener dog ikke, at pladsen skal omdøbes.
- Jeg synes, det er vigtigt, at vi både taler om de gode og de dårlige sider af historien. På mange af vores gadeskilte har vi sådan nogle forklaringer af vejnavnets betydning. Det foreslår vi, at der også laves til skiltet på Simon Spies Plads, sagde han mandag til TV 2 Lorry.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Pladsen har været opkaldt efter den skandaleramte forretningsmand siden 1993 og står dermed til at kunne ”fejre” 30-års jubilæum til næste år. I 2019 blev den desuden udsmykket med et murmaleri, der portrætterer en fuldskægget Simon Spies.
Simon Spies blev født i Helsingør og voksede op i den Nordsjællandske kystby. Han døde i 1984.
Bliver man snuppet i at ulovligt fjerne et skilt, kan man se frem til en bødestraf samt at skulle betale for kommunens omkostninger til at sætte et nyt op.