Specialbygget bil er midtpunkt i stor narkosag

Anklagerne i en stor narkosag, hvor 11 mænd er tiltalt, kredser om en bil med et hemmeligt rum.

101 kilo kokain, 138 kilo hash og 125 kilo amfetamin. I alt 364 kilo narko lykkedes det ifølge anklagemyndigheden et smuglernetværk at distribuere i løbet af fem måneder i 2020.

Transporten af de store mængder i Danmark skete angiveligt i en bil af mærket "Smart Forfour", som var forsynet med et hemmeligt rum under passagersædet. Et hemmeligt rum, som politiet opdagede via aflytninger i bilen.

- Bilen har været omdrejningspunktet for hele efterforskningen, siger Mia Holm Kvast, anklager hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Ifølge anklagemyndigheden blev det hemmelige rum i bilen bygget i udlandet.

Onsdag sidder 11 mænd tiltalt for at have transporteret og solgt store mængder narko. Retssal F4 i Retten i Glostrup er helt fyldt op med tiltalte, advokater, tilhørere og ikke mindst en masse betjente.

Bagmanden for hele netværket er ifølge anklagerne en 27-årig mand. Sagen imod ham skal køre særskilt, da det ikke er lykkedes politiet at anholde ham. Med hjælp fra sin bror, som er også er tiltalt, styrede han netværket, hævdes det.

En anden vigtig brik i smuglernetværket er en 49-årig hollandsk lastbilchauffør. Det var ham, som smuglede de ulovlige stoffer ind i landet.

I retssalen sidder han ved siden af sin tolk, der oversætter til hollandsk, og han kræves udvist.

Ifølge anklagemyndigheden har alle tiltalte været involveret i håndteringen af de ulovlige stoffer, og der er tale om et organiseret netværk.

- Nogle bestemmer, og andre tager imod ordrer, lyder det fra Tomas Hugger, som også er anklager hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Syv af de tiltalte er i 20'erne, to er i 30'erne, og de sidste to, herunder den hollandske chauffør, er i 40'erne.

En af leverancerne på ti kilo kokain blev ifølge tiltalen solgt til en eller flere uidentificerede personer til to millioner kroner. En anden pakning bestående af to kilo kokain indbragte sælgerne 500.000 kroner.

Det var i september 2020, at politiet slog til i en aktion, hvor en række af de mistænkte personer blev anholdt på tværs af Sjælland. Sagen har hos politiet fået navnet "Operation Pitstop".

De tiltalte nægter sig alle skyldige i hovedforholdene, som drejer sig om transport og salg af narko. Flere tiltalte erkender andre forhold - blandt andet at have besiddet stoffer til eget forbrug.

Retten har afsat 26 dage til at behandle sagen. Der ventes dom i slutningen af april.

/ritzau/