Tip fra borger førte til fund af skarpladt haglgevær i en bil

To mænd blev tirsdag morgen anholdt ved en politiaktion i en boligbebyggelse i Værløse. Begge er nu fængslet for ulovlig våbenbesiddelse.

To mænd er tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger ved Retten i Lyngby.

Mændene, der er henholdsvis 27 år og 29 år, er sigtet for at have opbevaret et skarpladt haglgevær i bagagerummet på en bil i en boligbebyggelse i Værløse.

Det oplyser Michael Qvist, der er anklager ved Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

De to mænd blev anholdt i morges, da politiet gennemførte en aktion i Toftebo i Værløse.

Her fandt man under ransagning af en lejlighed ammunition og små mængder amfetamin, og i bagagerummet på en personbil fandt man et haglgevær med to skarpe patroner.

Lejlighedens beboer, en 27-årig mand, og dennes kammerat, en 29-årig mand, der også befandt sig i lejligheden, blev begge anholdt.

Borger så våben på tankstation

Aktionen skete på baggrund af, at Nordsjællands Politi mandag aften modtog en anmeldelse fra en borger, der havde set en person med en pistollignende genstand på en Q8-tankstation i Værløse.

Anmelderens oplysninger kombineret med videoovervågning fra tankstationen førte til, at politiet i morges valgte at ransage den 27-åriges bopæl i Toftebo samt bagagerummet på  personbilen.

Politiet gennemførte her til morgen en aktion i boligbebyggelsen Toftebo i Værlæse.
Politiet gennemførte her til morgen en aktion i boligbebyggelsen Toftebo i Værlæse.
Foto: Presse-fotos.dk

Hvem af de to mænd, der ejer bilen, er uvist. Grundlovsforhøret blev af hensyn til politiets fortsatte efterforskning af sagen afholdt for lukkede døre.

Politiet skal således forsøge at finde ud af, hvor og hvordan haglgeværet er blevet anskaffet.

Anklager Michael Qvist oplyser, at de to mænd nægter sig skyldige, og at den 27-årige har kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik