Fem mennesker blev overfaldet og traumatiseret, da en 27-årig tømrerlærling torsdag d. 30. juni gik amok med en lægtehammer tre forskellige steder i Nordsjælland.
Læs også: To i livsfare efter 27-årig gik bersærk i Nordsjælland
10 dage senere er en 51-årig og en 55-årig håndværker fortsat i kritisk tilstand på Rigshospitalet, mens en 66-årig kvinde kæmper med de psykiske efterdønninger af et voldsomt overfald i Uvelse.
Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.
Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes
De to håndværkere blev uden varsel overfaldet, mens de arbejdede sammen med den 27-årige på en byggeplads på Christian Boecks Vej i Fredensborg. Mændene har siden svævet mellem liv og død i respirator på Rigshospitalet.
En tredje håndværker var også til stede på byggepladsen, da den 27-årige lærling gik amok, men han slap fra episoden uden alvorlige skader.
Kort efter de første overfald på byggepladsen blev en 40-årig mand angrebet på Mågevej i Fredensborg. Han blev efterfølgende indlagt på hospitalet, men er 10 dage efter mødet med den 27-årige og hans lægtehammer i bedring, oplyser efterforskningleder Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi.
I Uvelse rev den 27-årige mand en 66-årig kvinde ud af sin bil og slog hende i hovedet med hammeren, inden han stjal hendes bil.
- Hun er fysisk i bedring og har, så vidt jeg ved, været hjemme i weekenden. Men jeg understreger, at hun er i fysisk bedring. Der er ikke noget at sige til, at en person, der bliver udsat for den slags, får sig nogle ar på sjælen, siger efterforskningleder Henrik Gunst til TV 2 Lorry.
Den 27-årige blev tirsdag varetægtsfænglset i fire uger. Han var dog ikke i stand til at sige noget i forbindelse med grundslovsforhøret. Den 27-årig er nu anbragt på en psykiatrisk afdeling.
Ifølge flere medier var den 27-årige dybt psykotisk, da han gik amok i Nordsjælland.