Frygter kaos, støj og affald: Borgere går sammen mod Dragør som verdensarv

En gruppe borgere i Dragør har oprettet et borgerinitiativ mod Dragørs optagelse på Unescos liste over verdensarv, som de mener vil være ødelæggende for byen.

Brostensbelagte gader, smukke gamle huse og fiskekuttere. 

Dragør er et sted, de fleste forbinder med fred og idyl, men ifølge en række beboere i byen, vil skønheden krakelere, hvis den gamle søfartsby bliver optaget på Unescos verdensarvsliste, som en enig kommunalbestyrelse ellers har arbejdet på siden 2017. 

- Vi frygter, at det vil føre til støj, forurening og kaos, siger Thomas Krebs, der bor i den gamle by i Dragør, til TV 2 Lorry.

I et forsøg på at blive hørt i diskussionen, oprettede han i marts måned  borgerinitiativet, 'NEJ TAK til UNESCO i Dragør', og ifølge Thomas Krebs er der allerede flere end 100 husstande i byen, der bakker op om initiativet.

En af de små brostensbelagte gader i den gamle bydel i Dragør. Foto: Scanpix
En af de små brostensbelagte gader i den gamle bydel i Dragør. Foto: Scanpix

De seneste år har Dragør oplevet en stigning af turister i byen, og gruppen af borgere frygter, at en udnævnelse til verdensarv vil føre til endnu større belastning fra besøgende, som kommunen slet ikke er i stand til at håndtere. 

- De seneste år er antallet af turister og den medfølgende biltrafik steget voldsomt. Det har gjort, at der er kaos, så snart solen skinner. Vi beboere er plaget af støj og af besøgende, der kigger ind i vores hjem, fordi folk opfatter det som et museum, siger Thomas Krebs til TV 2 Lorry. 

Håb om flere arbejdspladser

Borgmester i Dragør, Eik Dahl Bidstrup (V), har tidligere fortalt til TV 2 Lorry, at en stor del af motivationen for at komme med på Unescos liste handler om at skabe arbejdspladser i byen.

- Der er mange forskellige motivationer, der ligger til baggrund for visionen her. For os i Venstre er det især muligheden for, at flere kan leve af turisterhvervet og den opmærksomhed, der følger med en plads på listen. Vi har ikke store virksomheder i byen.

- Så drømmen er, at det kan betyde flere små og mellemstore virksomheder, som så kan slå sig ned her og skabe arbejdspladser, forklarede borgmesteren i februar. 

Men Thomas Krebs tror ikke, en øget turisme vil hjælpe i kommunen, der i følge ham, i dag er hårdt spændt for økonomisk. 

- Dragør Kommune har en presset økonomi, og nu tror de, at en optagelse vil føre til en masse ekstra penge ned i kommunekassen, fordi flere turister vil lægge penge i byen, og fordi de har en forestilling om, at der så vil komme en masse fonde og investere i projekter i byen, men det har jeg virkelig svært ved at se for mig, siger Thomas Krebs.

Den 22. april skal kommunalbestyrelsen i Dragør tage endelig stilling til, om man vil gå videre med ansøgningen, men Thomas Krebs tror ikke, mødet vil føre til et endeligt punktum i diskussionen. 

- Vi tror, de vil sige, der skal laves flere undersøgelser, og så vil de forsøge at køre den igennem på et senere tidspunkt, når vi har 'besindet' os, siger han. 

TV 2 Lorrys område rummer allerede fire steder på den eksklusive verdensarvsliste, nemlig Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Stevns Klint og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland.

Her er de syv steder i Danmark på Verdensarvslisten

Jelling-monumenterne, Vejle Kommune (optaget 1994)
Roskilde Domkirke, Roskilde Kommune (optaget 1995)
Kronborg, Helsingør Kommune (optaget 2000)
Stevns Klint, Stevns Kommune (optaget 2014)
Vadehavet, den danske del (optaget 2014)
Christiansfeld, Kolding Kommune (optaget 2015)
Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland (optaget 2015)

Derudover har Grønland tre steder på listen:


Ilulissat Isfjord, Grønland (optaget 2004)
Kujataa. Nordbo- og inuitlandbrug ved randen af indlandsisen, Grønland (optaget 2017)
Aasivissuit – Nipisat. Inuit jagtlandskab mellem is og hav, Grønland (optaget 2018)


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik