Dragør vil være verdenskulturarv. Men vil indbyggerne også?

I Dragør arbejder kommunen videre med ansøgningen om at få byens historiske midte og havneområde optaget på Unescos verdensarvsliste.

I sommeren 2017 kunne kommunalbestyrelsen i Dragør stolt meddele, at de nu var klar med en plan, der skulle få byens vartegn i form af Dragørs gamle bymidte og havneområdet optaget på intet mindre end FN’s liste over verdensarv.

Året efter opnåede Dragør en plads på den såkaldte tenativliste, et slags katalog over steder, som ønsker at blive optaget på Unescos verdensarvsliste, men som endnu ikke har opnået den endelige udmærkelse.

Siden har der været stille omkring kommunalbestyrelsens arbejde om at få byen på den legendariske liste. Men nu, tre år senere, er der på ny sat skub i projektet.

I et forsøg på at komme videre med visionen om Dragør som verdensarv er kommunen nu i gang med at indsamle høringssvar fra byens borgere for at finde ud af, om indbyggerne rent faktisk ønsker at få byen med i det eksklusive selskab, som alt andet lige må formodes at føre til et boom i turisme.

- Det er vigtigt at vores borgere kommer med indspark til projektet og tilkendegiver deres holdninger både for og imod, så vi som politikere bedre kan tage stilling til det fremadrettede arbejde, siger Eik Dahl Bidstrup (V), der er borgmester i Dragør Kommune, til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Indtil videre har svarene været blandede. Nogle frygter kaotiske tilstande med tusindvis af turister og kaos i gaderne, og så er der dem, der er positive og kan se store muligheder i det.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Kort nyt

Håber på at skaffe flere arbejdspladser

Høringsperioden løber frem til den 7. marts, hvorefter kommunalbestyrelsen i Dragør vil gennemgå svarene fra indbyggere, foreninger og organisationer og beslutte, om man vil gå videre med forsøget om at få byen med på Unescos liste.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup er positivt stemt over for at søge om at komme med, for en plads på listen vil betyde mere turisme, og mere turisme vil ifølge ham betyde flere arbejdspladser.

- Der er mange forskellige motivationer, der ligger til baggrund for vision her. For os i Venstre er det især muligheden for, at flere kan leve af turisterhvervet og den opmærksomhed, der følger med en plads på listen. Vi har ikke store virksomheder i byen.

- Så drømmen er, at det kan betyde flere små og mellemstore virksomheder, som så kan slå sig ned her og skabe arbejdspladser, siger Eik Dahl Bidstrup.

dragør
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
dragør
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ser chancerne for optagelse som gode

Dragør kan dog se frem til meget hård konkurrence om at komme med på Unescos liste, såfremt de går videre med ansøgningen. Danmark rummer nemlig flere attraktioner, hvis direktioner arbejder på at få dem optaget på verdensarvslisten.

Blandt andet satser Kulturministeriet på en serie af vikingeborge, hvoraf den ene ligger i Køge.

Borgmesteren i Dragør mener dog, at byens gamle kerne har gode chancer.

Ifølge Dragørs eget bureau for turisme er bykerne med sine snævre gader og lave huse fra 1700- og 1800-tallet en af de bedst bevarede i Danmark og indeholder over 60 fredede ejendomme samt fem på havnen, hvilket er den største koncentration af fredede huse i en mindre by i Danmark.

Samtidig er Dragør Havn et lige så stort trækplaster med dens historie som en af de vigtigste søfartssteder i Danmark - både i sidste halvdel af 1700-tallet og igen i slutningen af 1800-tallet.

- Jeg ser Dragørs chancer som ganske gode. Vi har et dygtigt hold af frivillige som har erfaring inden for museumsdrift, og som har lagt et stort stykke arbejde i ansøgningsmaterialet. Men i sidste ende bestemmer de det nede i Paris, hvor Unescos hovedkontor ligger, siger Eik Dahl Bidstrup.

TV 2 Lorrys område rummer allerede fire steder på den eksklusive verdensarvsliste, nemlig Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Stevns Klint og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland.

I alt har Danmarks syv attraktioner på Unescos verdensarvsliste. 

Her er de syv steder i Danmark på Verdensarvslisten

  • Jelling-monumenterne, Vejle Kommune (optaget 1994)
  • Roskilde Domkirke, Roskilde Kommune (optaget 1995)
  • Kronborg, Helsingør Kommune (optaget 2000)
  • Stevns Klint, Stevns Kommune (optaget 2014)
  • Vadehavet, den danske del (optaget 2014)
  • Christiansfeld, Kolding Kommune (optaget 2015)
  • Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland (optaget 2015)



Derudover har Grønland tre steder på listen:


  • Ilulissat Isfjord, Grønland (optaget 2004)
  • Kujataa. Nordbo- og inuitlandbrug ved randen af indlandsisen, Grønland (optaget 2017)
  • Aasivissuit – Nipisat. Inuit jagtlandskab mellem is og hav, Grønland (optaget 2018)


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik