Batterier til ældres specialcykler stjålet: "Jeg synes bare, at det er så lavt"

Tre cykelbatterier og tilhørende ladere er blevet stjålet fra ordningen ”Cykling uden alder” i Dragør. Og det får konsekvenser for de ældre borgere, som plejer at komme på tur.

Normalt er det glæde, der fylder mest for Lise Hellborn, når hun som frivillig i projektet ”Cykling uden alder” kører ældre borgere rundt på såkaldte rickshaw-cykler i Dragør.

Men da hun onsdag formiddag mødte ind for at gøre klar til en cykeltur, så kom vrede og uforståenhed til at fylde i optakten.

quote Alle er ramt af det, fordi der nu kun kan køre en cykel, og det er slet ikke nok herude

Lise Hellborn, pilot ved Cykling uden alder i Dragør

Her kunne Lise Hellborn nemlig konstatere, at der i løbet af natten var blevet stjålet tre cykelbatterier og tilhørende opladere.

- Først blev jeg simpelthen så vred. Jeg synes bare, at det er så lavt. Men jeg tror ikke, at de (tyvene, red.) ved, hvad de gør, siger hun torsdag til TV 2 Lorry.

Batterierne passer til tre ud de fire el-drevne rickshaw-cykler, som man benytter hos "Cykling uden alder" i Dragør. Og derfor er konsekvensen af tyveriet også til at få øje på.

- Der er en cykel, der er tilbage (som kører på et andet batteri, red.), så jeg kunne cykle alligevel. Men jeg var helt oprørt.

- Det er forfærdeligt. Alle er ramt af det, fordi der nu kun kan køre en cykel, og det er slet ikke nok herude, siger hun til TV 2 Lorry og forklarer, at man nu er nødt til at prioritere mellem de arrangementer og aftaler, som de fire cykler ellers var booket til.

quote Man bliver glad i låget, hver gang man er ude at cykle. Både fordi man kan gøre en forskel for de ældre borgere, men også fordi vi synes det er sjovt og hyggeligt

Lise Hellborn, pilot ved Cykling uden alder i Dragør

En glæde for alle

"Cykling uden alder" er et projekt, som er udbredt flere steder i landet. På eldrevne rickshawcykler kører frivillige rundt med ældre i lokalområderne for at få vind i håret og oplevelser på eventyrkontoen.

Og spørger man Lise Hellborn, så skaber det stor glæde både for de ældre passagerer og de såkaldte piloter, som kører cyklerne.

- For de ældre gør det, at de kan komme ud i luften og komme ud nogle andre steder, end de normalt gør. Mange af dem kan slet ikke gå, derfor er der nogle af dem, som næsten ikke kommer ud. Så tilbuddet giver dem mulighed for at komme ud og opleve, få noget frisk luft i kinderne og hilse på borgerne i byen.

- Det er meget givende for dem. For os piloter er det en gensidig glæde. Man bliver glad i låget, hver gang man er ude at cykle. Både fordi man kan gøre en forskel for de ældre borgere, men også fordi vi synes det er sjovt og hyggeligt, siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Cykling uden alder, Dragør
Foto: Cykling uden alder, Dragør

Massiv støtte

Men i går startede hendes optakt til cykelturen altså anderledes end normalt. Foruden at blive harm og vred over tyveriet, fik det også Lise Hellborn til tasterne.

Hurtigt fik hun skrevet og delt et opslag på Facebook, hvor hun beskrev episoden, og her har opbakningen i form af reaktioner og delinger været overvældende.

- Vi har fået massiv støtte. Folk er indignerede over, hvor lavt det er. Derudover har Krammergården tilbudt at sponsorere et nyt batteri, sig hun og tilføjer:

- Det er simpelthen så flot.

Lise Hellborn fortæller videre til TV 2 Lorry, at tyveriet - foruden de åbenlyse konsekvenser - betyder, at man fra nu af ikke længere vil opbevare cykler og batterier samme sted.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik