Foto: TV 2 Lorry

Rigshospitalet vinder kamp om hjertebørn

Fremover skal alle hjerteoperationer på børn foretages i hovedstaden, har Sundhedsstyrelsen afgjort.

Det bliver Rigshospitalet, der fremover skal varetage børnehjertekirurgi i Danmark.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Indtil nu har hjertebørn kunnet blive opereret to steder i landet - på Rigshospitalet og på Aarhus Universitetshospital.

Men det er nødvendigt at samle børnehjertekirurgien et sted, fordi der er færre børn, der skal opereres, lyder det nu fra Sundhedsstyrelsen.

- For os handler det udelukkende om, hvad der er bedst for hjertebørnene. Hvordan vi fremadrettet kan sikre kvaliteten af børnehjertekirurgien i Danmark i en situation med færre operationer, siger direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, skriver Ritzau.

Læs også: Rigshospitalet kæmper for hjertebørn

- Alle er enige om, at det skal samles ét sted. Vores opgave i Sundhedsstyrelsen har været at vurdere, hvilket center der kan løfte opgaven som ét nationalt center, tilføjer han i pressemeddelelsen.

Tidsplanen for samlingen skal aftales mellem Region Midtjylland og Region Hovedstaden, men samlingen af afdelingerne ventes at være på plads i løbet af 2016.

- Der vil fortsat være højt specialiserede børnekardiologiske centre på Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital, der kan varetage de ikkekirurgiske funktioner sammen med Rigshospitalet, oplyser styrelsen.

Antallet af hjerteoperationer på børn er det seneste år faldet fra 300 til 200 per år.

/ritzau/