Foto: Martin Thing

Protest i habit: Unge afspærrer vej i København

Hvis billig-boligloven skrottes, er der ikke plads til studerende i København, lyder det fra gruppen ELSK, der torsdag vil gå på gaden i protest.

København skal være en by for alle - ikke kun de rige.

Sådan lyder det korte budskab fra Elever og Studerende i København (ELSK). Repræsentanter herfra gik i dag på gaden i København for at protestere mod, at Venstre-regeringen ønsker at skrotte den såkaldte billig-boliglov.

Loven giver kommunerne ret til at kræve op til 25 procent almene boliger i nye boligområder, og den er blandt andre blevet hyldet af Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen. Han mener, loven kan bruges som et redskab til at få bygget flere billige boliger i den dyre hovedstad.

Se også: Frank Jensen: København bliver splittet af ny vækstplan

Hvis billig-boligloven rulles tilbage, vil det forringe mulighederne for at bygge flere studieboliger i København, lyder det fra ELSK.

- Den planlovsændring har været med til at gøre, at kommunen kan bygge, så der også er plads til dem, der ikke har så mange penge. Vi vil gerne have en blandet by, hvor der er plads til alle, og det bliver ikke tilfældet, hvis billig-boligloven sløjfes, siger Martin Thing, der er aktiv i ELSK og formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i Storkøbenhavn, til TV 2 Lorry.

Han frygter, hvad en tilbagerulning af loven vil medføre.

- Hvis regeringen skrottre billig-boligloven, vil det betyde, at den udvikling vi har set i de senere år i København og omegn, hvor rigtig mange unge under uddannelse står uden bolig, vil tage endnu mere til. Der er brug for, at kommunen kan bygge flere billige studieboliger, ellers kan vi simpelthen ikke skaffe tag over hovedet på de elever og studerende, der går rundt og mangler et sted at bo, siger Martin Thing.

Derfor spærrede han og andre unge fra ELSK torsdag ved middagstid kortvarigt en vej i Nordhavn i en protest-happening.

De unges udklædning skal ses som et symbol på, at de rige forsøger at afspærre København for de knapt så rige.