Jazzhouse. Her ses den danske tropetist Kasper Tranberg ved Vinterjazz 2017. Foto: Torben Christensen / Scanpix

Populært teater overtager ikoniske Jazzhouse-lokaler

De gamle, og traditionsrige, lokaler på Niels Hemmingsens Gade i København bliver for fremtiden en del af Bremen Teater.

Det er ingen hemmelighed, at det til tider er småt med pengene i jazzens fabulerende verden.

I mere end 25 år har Jazzhouse haft sin centrale placering i indre København på Niels Hemmingsens Gade, men i juni 2017 blev det offentliggjort, at det kendte jazzhus skulle flytte. 

Læs også Fra Hvalsø til Hollywood: Populær bogserie skal filmatiseres

En æra var forbi, og fremtiden for jazzsaxofonen, seksottendele og whiskers ligger nu sammen med VerdensKulturCentret ved Skt. Hans Torv på Nørrebro.

Nu får de gamle lokaler på Niels Hemmingsens Gade imidlertid nyt liv.

Den 1. januar 2018 overtager Bremen Teater, der ligger på Vesterbro, de traditionsrige lokaler, hvor teatret kommer med en "kraftig opgradering af Bremen Teaters musikalske aktiviteter," som de skriver i en pressemeddelelse. 

Samtidig forventer teatret også nyt liv og plads til andre projekter, der skal være med til at "supplere teatrets nuværende tilbud". 

Læs også Solrød får ny festival: Den første af sin slags

Danske og internationale kunstnere indenfor mange genrer

Jesper Majdall, der er direktør for Bremen Teater, udtaler i pressemeddelelsen, at Bremen Teater vil "præsentere kvalitetskoncerter med danske og internationale kunstnere inden for et redt spektrum af genrer - og kombinere det med arrangementer inden for de områder, som vi i øvrigt har gode erfaringe med, fx foredrag, live podcast og comedy."

I teatrets bestyrelse glæder man sig til at se, hvad fremtiden bringer. Samtidig slår bestyrelsesformand Jesper Bay fast, at Bremen Teater vil respektere den tradition og betydning, som Jazzhouse har haft i København.

- Jazzhouse har spillet en helt central rolle i københavnsk musikliv gennem et kvart århundrede. Det skal det fortsat gøre i vores regi. Og huset skal ikke være en filial af Bremen Teater - det får sin egen programmæssige profil, siger han.

Går alt efter planen, vil de første koncerter allerede finde sted fra 1. marts 2018. 

Læs også Italiensk restaurant i København hædret som verdens bedste