Nu starter stort byggeri i Køges nye bydel

Man er nu begyndt byggeriet af det såkaldte 'Skibet' i Køge Kyst.

Byggeriet 'Skibet' forventes at stå klar i 2020 i området her, som udgør Søndre Havn i Køge Kyst. Foto: koegekyst.dk

Mange steder i Lorryland skyder nye byggerier op. 

Blandt andet i Hillerød, hvor man tager første spadestik i oktober til den kommende bydel Frederiksbro

Men også i Køge sker der ting og sager.

Således startede byggeriet af 'Skibet' mandag i bydelen Køge Kyst, oplyser PensionDanmark i en pressemeddelelse. 

Bygget til at bringe folk tæt sammen

Byggeriet udgør 80 bæredygtige boliger på i alt 9.600 etagemeter. 28 af dem er henvendt til borgere over 50 år.

Der vil være adgang til en række faciliteter, som skal danne ramme om fælles aktiviteter i området. Det drejer sig om et køkken, et værksted, gæsteværleser og fælles uderum. 

Køge Kommunes borgmester Marie Stærke udtaler:

- Når vi byudvikler i Køge, tænker vi nyt og bæredygtigt, og stiller krav til arkitektur og byggeri. Boligprojektet Skibet bliver en smuk og spændende boligkarré, som på alle måder passer til de visioner. Her er plads til et stærkt lokalt fællesskab for de aktive seniorer, som kommer til at bo her. Her er direkte adgang til aktiviteter ved havet og til den skønne natur. Jeg glæder mig til at se, hvordan nytænkning og omtanke bliver til virkelighed og til direkte glæde for de mennesker, som flytter ind i Skibet.

Ud til den fredede strandeng opfører PensionDanmark et boligbyggeri, der skal rumme to forskellige boligkoncepter kaldet hhv. Broen og Skibet. Konceptet er udviklet sammen med RealDania. Foto: Vandkunsten Arkitekter for PensionDanmark

Fortidsfund dukkede op under udgravning

Arkæologer har netop brugt fire uger på at udgrave et skib under, ja - 'Skibet'. 

Da man gravede ud til en p-kælder i området dukkede vraget fra 1500-tallet op

Man var dog forberedt på, at der var gode chancer for at støde på spor fra byens fortid, da man opfører kommunens nye bydel nær den oprindelige kystlinje på sandbund. 

Køge Kyst er et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg om at udvikle et 24 hektar stort område med Stationsområdet, Collstropgrunden og Søndre Havn.

Byudviklingen skal vende Køges ansigt og gøre hele byen mere sammenhængende – også gennem investeringer i infrastruktur som en række nye forbindelser på tværs af jernbanen.

Projektet vil løbe helt indtil 2030.

Man forventer, at indbyggertallet i Køge vil vokse med 15 procent frem til 2045.

Skibsvraget i Køge. Foto: Museum Sydøstdanmark

Læs også Kæmpe boligprojekt bliver nu realiseret

Dansk Erhverv hyldede i vinter Køge for at være en god handelsby. Se indslaget her:

01:37

Køge har for anden gang snuppet titlen som 'Landets Bedste Handelsby'. Nyhedsindslag fra 10. februar 2018.  Foto: TV 2 Lorry

Luk video

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret