Nordhavn får flydende bådhus for tocifret millionbeløb

Beboerne i Nordhavn får et nyt mødested, når byggeriet af et nyt aktivitetshus starter - på vandet.

Her ses en illustration af det milliondyre projekt, der skal ligge i Sandkaj i Nordhavn. Foto: Spektrum Arkitekter

Det ligger lige for, at boligområdet Nordhavn på Østerbro langs kajen i København lægger op til et friluftsliv ved vandkanten.

Nu bliver det snart endnu lettere for områdets beboere at dyrke vandaktiviteterne.

Mens Bjarke Ingels må komme op med en bedre idé, før hovedkontoret flyttes til Nordhavn, er et andet projekt i Østerbro-bydelen allerede på vej.

Der skal nemlig bygges et nyt urbant mødested - i vandet.

Det nye hus går under navnet 'Det Flydende Foreningshus', og får en placering ved Sandkaj i Nordhavn.

- Det Flydende Foreningshus skal være ramme om et spirende foreningsliv i bydelen Nordhavn. Det er et moderne bud på en kompakt urban facilitet, hvor adgangen til vand og socialt samvær er i fokus, inspireret af havnens oprindelige udtryk, siger Anna Hassel, som er arkitekt i Lokale og Anlægsfonden, i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Mødestedet skal styrke foreningslivet bredt og bliver én station ud af flere støttepunkter til fritidslivet – en moderne måde at tænke fritidsfaciliteter, hvor man arbejder i de mulige mellemrum i storbyen.

Flytbart aktivitetshus med inspiration fra gamle havne

Foreningshuset er, som navnet antyder, flydende, og derfor er der også flytbart og kan både skaleres mindre og større alt efter behov. 

Arkitektonisk vil huset bære præg af inspiration fra de gamle traditionelle bådhuse. Fortolkningen er dog moderne og med store vinduespartier, udearealer og bag de nytænkende tegnestreger står Spektrum Arkitekter.

Vi ser virkelig frem til at se det flydende aktivitetshus i brug og håber, at mange vil bruge det som rekreativt mødested.

Rikke Faaborg Jarmer, udviklingschef, By & Havn

Huset skal støtte de funktioner udendørs, som allerede er i bydelen med både konditag, kajak og badezone, så områdets forventede 4.000 beboere får endnu bedre mulighed for at boltre sig langs vandet.

- Med Lokale og Anlægsfondens bevilling får vi endnu bedre mulighed for at lave et flydende aktivitetshus, hvor der vil være plads til fællesskaber og socialt samvær. Vi ser virkelig frem til at se det flydende aktivitetshus i brug og håber, at mange vil bruge det som rekreativt mødested, hvor fællesskaber og arrangementer kan finde sted, lyder det fra Rikke Faaborg Jarmer, der er udviklingschef i By & Havn.

Her ses en illustration af det milliondyre projekt, der skal ligge i Sandkaj i Nordhavn. Foto: Spektrum Arkitekter

Millionprojekt skal gavne alle

Projektet, som er en prototype, er resultatet af et samarbejde mellem By & Havn, Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune og Lokale og Anlægsfonden om at skabe en kultur- og bevægelsesplan for Nordhavn.

Målet er, at brugerne af faciliteten kan mødes på tværs af arbejde og interesser, ligesom både skoler og enkeltstående events også kan nyde godt af støttepunktet.

Samtidig er By & Havn i dialog med DGI Storkøbenhavn om at udvikle aktiviteter for nye brugere og tænke i bye måder at organisere, bruge og være fælles om faciliteter i byen på.

Og prisen?

Den løber såmænd op i små 11,4 millioner kroner.

Her bidrager By & Havn med 7 millioner kroner, mens Kultur- og Fritidsforvaltningen og Lokale og Anlægsfonden støtter med henholdsvis 2,5 og 1,9 millioner kroner.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret