Kommune fyrer kommunaldirektør: Socialdemokratiet sætter sig imod

Frederiksberg Kommune fyrer deres kommunaldirektør, men alle partier var ikke enige i beslutningen.

Frederiksberg Kommunes kommunaldirektør, Torben Kjærgaard, er blevet afskediget, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Han har siddet i stillingen i syv år og har "ydet en stor og kompetent indsats", skriver kommunen.

Fyringen forklares med, at man ønsker en anden profil i stillingen.

Derfor har Frederiksbergs Kommunes Magistrat indstillet til kommunalbestyrelsen, at samarbejdet ophører.

Magistraten er de 11 medlemmer af Økonomiudvalget. Her sidder borgmester Simon Aggesen fra Konservative også med som formand.

Da der er tale om en personalesag, kan Frederiksberg Kommune ikke udtale sig yderligere.

Ifølge kommunens kalender er der først kommunalbestyrelsesmøde igen den 26. august.

Torben Kjærgaard har tidligere været kommunaldirektør i Greve Kommune.

Medlemmerne af Magistraten:

Borgmester, Simon Aggesen, formand, Kons.
Pernille Høxbro, Kons.
Flemming Brank, Kons.
Nikolaj Bøgh, Kons.
Jan E. Jørgensen, Venstre.
Laura Lindahl, Liberal Alliance.
Michael Vindfeldt, Socialdemokratiet.
Lone Loklindt, Radikale Venstre.
Thyge Enevoldsen, Enhedslisten.
Balder Mørk Andersen, SF.
Mette Bram, Alternativet.

Se mere

Socialdemokratiet stemte imod

Det var dog ikke et enigt Magistrat, der stemte om fyringen af Torben Kjærgaard.

Socialdemokratiet stemte imod, oplyser Sine Heltberg, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Partiet finder det ikke hensigtsmæssigt, at man skifter borgmester og kommunaldirektør så tæt på hinanden. Simon Aggesen tiltrådte som borgmester i år og tog dermed over for Jørgen Glenthøj.

- Fyringen betyder, at Frederiksberg Kommune skal have sin fjerde kommunaldirektør på under 10 år. Det kan godt bekymre os, at Frederiksbergs nye borgmester, Simon Aggesen ikke søger at skabe et samarbejde med en kommunaldirektør, der forlader Frederiksberg i sund form, siger Sine Heltberg.

Grunden til, at partiet stemte imod, er også økonomisk.

- Når topdirektører fyres, så får de ofte en fratrædelsesordning med, der kommer til at koste kommunekassen millioner. Og det er penge, som vi hellere vil bruge på eksempelvis de ældre, siger hun.

Da Gribskov Kommune fyrede deres kommunaldirektør, Holger Spangsberg Kristiansen, i 2018, så han frem til at modtage 3,6 millioner over et år. Det fremgik af en aktindsigt, som TV 2 Lorry fik indblik i.

Det skyldtes, at overenskomsten mellem Djøf, der repræsenterer kommunernes topchefer, og Kommunernes Landsforening, KL, giver særdeles gunstige betingelser for direktører ved afskedigelser.

Således stod kommunaldirektøren til at godtgøres for fyringen med et beløb svarende til to årslønninger.

Her ses Frederiksberg Kommunes direktion. Torben Kjærgaard står som den anden fra venstre. Foto: Frederiksberg Kommune

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik