Denne mand er efterlyst i en stor narkosag. Foto: Københavns Politi

Københavns Politi efterlyser denne mand i stor narkosag

Københavns Politi offentliggør nu identitet og billeder af en mistænkt gerningsmand i narkosag, der formodes at befinde sig et ukendt sted på Sjælland.

For godt en måned siden – den 30. maj -  fandt efterforskere fra Københavns Politis afdeling Særlig Efterforskning Øst 52,7 kg. amfetamin i en aflåst garage under en ransagning i narkomiljøet i Næstved.

Siden da har politiet ledt efter den 42 årige Steven Levinson, som er dansk statsborger og som bekrives som en kraftig og kronraget mand, der er 176 cm høj.

Læs også Advarsel: Hunden Kolento spiste hård narko på luftetur

I en pressemeddelelse oplyser politiet videre, at Steven Levinson siden ransagningen har været forsvundet, og derfor er han både efterlyst i Danmark og internationalt.

Formodes at opholde sig på Sjælland

Han formodes at opholde sig et ukendt sted på Sjælland, men han kan også være søgt mod andre egne af landet eller til udlandet.

- Vi offentliggør billederne i håb om hurtigst muligt med offentlighedens hjælp at få pågrebet Steven Levinson, med henblik på at fremstille ham i retten og varetægtsfængsle ham, så efterforskningen kan fortsætte, siger politikommissær Espen Godiksen fra Særlig Efterforskning Øst, Københavns Politi. 

Læs også Politiet sigter flere for ulovlige bål - men de fleste overholdt forbud

Hvis du har oplysninger om opholdssted eller andet af interesse for sagen, så kontakt nærmeste politi på telefonnummer 114 eller 33 14 14 48.

Københavns Politi oplyser, at der ikke er yderligere oplysninger i sagen, mens efterforskningen pågår.

Denne mand er efterlyst i en stor narkosag. Foto: Københavns Politi