Advarsel: Hunden Kolento spiste hård narko på luftetur

En hundeejer på Amager fik sig en grim oplevelse på én af årets første sommerdage.

Solen skinnede, og København emmede af sommer, da Dion Lambrecht Finne gik sin vante tur med hunden Kolento. 

De gik fra bopælen på Holmbladsgade på Amager og til det grønne område Kløvermarken.   

Men da de kom hjem igen, var alting ikke helt, som det plejer at være.

- Kolento opførte sig mærkeligt. Han havde tics og gik til venstre, forklarer Dion Lambrecht Finne til TV 2 Lorry. 

- Jeg anede ikke, hvad man gør i sådan en situation. Jeg måtte finde ud af, hvor der lå en dyrlæge, og så måtte jeg låne en bil hos den nærmeste pizzamand, tilføjer han. 

Test viste stoffer i blodet

Ved dyrlægen troede man først, at Kolento havde en hjerneblødning.

Men en narkotest skulle vise sig at være positiv for kokain, amfetamin og methamfetamin.

Dion Lambrecht Finne mener, at hunden kan have spist stofferne ved Kløvermarken, hvorfor han har skrevet en advarsel på Facebook, der i skrivende stund er delt mere end 400 gange.

- Han spiser på et tidspunkt en serviet, da vi er ude og gå. Politiet har haft narkohunde derude for at skimme området. De har ikke fundet noget, men han har vel spist rub og stub, gætter hundeejeren. 

Har du selv narko liggende hjemme i din lejlighed?

- Nej, det har jeg sgu ikke. 

Kolento foran dyrlægen. Her cirkulerede han forvirret. 

Deprimeret i flere dage

Oplevelsen har ikke kun været ubehagelig for Kolento, som har virket deprimeret og træt i flere dage.

Den har også være svær for hundeejeren:

- Det er en absurd situation. Vi ventede ved dyrlægen i flere timer og troede, at han skulle aflives. Så kommer hun i stedet ud og spørger, om hun må lave en narkotest. 

- På tirsdag skal vi have undersøgt, om hans organer har taget skade, siger Dion Lambrecht Finne og tilføjer:

- Han er heldigvis på toppen igen, så jeg håber, at det går. Han virkede slukøret og kunne ikke sove de første dage, men i går blev han bedre i løbet af dagen. 

 
 
Foto: Privat

Dyrlæge: Vi modtager flere hashhunde

TV 2 Lorry har været i kontakt med indehaveren af Hjørnegårdens Dyreklinik, som behandlede Kolento.

Hun bekræfter episoden:

- Hunden havde det, vi kalder neurologiske symptomer. Den var forvirret og opførte sig atypisk. Det er, hvad vi ser ved hjerneblødninger. Hundene kan ikke altid finde balancen og kan virke paralyserede, forklarer dyrlæge Marianne Sølvsten.

Hun modtager faktisk "mange hunde hvert år, som har spist hash", og derfor ønskede hun at lave en narkotest af Kolento.

Hvad er mange hunde?

- Jeg har ikke de præcise tal, men vi modtager nok cirka 10 om året. Det, synes jeg, er mange.

Hvorfor spiser hunde det her?

- Det gør de, fordi det lugter sødt og dejligt. Af samme årsag kan de drikke kølervæske. De læser jo ikke lige bagpå først. 

Metamfetamin

  • Virkningerne ved metamfetamin minder om, hvad der ses ved indtag af kokain og amfetamin, men stoffet er stærkere og mere vanedannende
  • Metamfetamin giver eufori, energi, øget sexlyst og nedsætter behov for søvn og mad
  • Metamfetamin indtages ofte ved rygning eller sprøjtes ind. Stoffet kan også indtages ved snifning eller som tabletter eller pulver gennem munden
  • Stoffet beskadiger hjernen og kan føre til angst og depressioner (relativt hyppigt) eller skizofrenilignende psykoser (sjældnere)
Kilde: Sundhed.dk

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik