De velkendte H&M-butikker som denne på Strøget i København får snart selskab af en ny butik, Arket. Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix

København udset som spydspids for spritnyt H&M-brand

Hennes & Mauritz vil åbne tøjbutikker med indbygget café. Den første åbner i London, senere følger København.

Hennes & Mauritz-koncernen har valgt København som en af de første byer, hvor modegigantens nye brand Arket skal se dagens lys.

Arket er et butikskoncept, hvor man ud over en særlig tøjkollektion også vil sælge småting til hjemmet.

Samtidig skal der placeres en café i butikken, de steder lokalerne tillader det. 

Læs også H&M på strøget stormet af designer-fans

Dyrere end H&M's andre varer

Caféerne vil være inspireret af det nye, nordiske køkken, som københavnske restauranter har været med til at gøre internationalt kendt.

Samtidig skal butikkerne også tilbyde andre mærker end Hennes & Mauritz' egne.

- Arket vil tilbyde et bredt - men udvalgt - sortiment af nødvendigheder til mænd, kvinder og børn, ligesom der også vil være et mindre udvalg af produkter til hjemmet, siger koncernchef Karl-Johan Persson i en pressemeddelelse om det nye brand.

Arket kommer prismæssigt til at lægge sig et niveau over H&M, og den første butik vil åbne i London til efteråret.

Herefter følger butikker i Bruxelles, København og München.

Læs også Unge foran H&M: Vi vil have bæredygtigt tøj

Overskuddet falder

Arket er det ottende brand, som Hennes & Mauritz lancerer. Foruden H&M står koncernen også for mærkerne Cos, & Other Stories, Monki, Weekday, Cheap Monday og H&M Home.

Kvartalsregnskabet viser i øvrigt en stigning i omsætningen på syv procent, men samtidig et faldende overskud efter skat.

Det skyldes, at salgsvæksten ikke blev som ventet, og at man har sat prisen ned på flere varer end ventet.