Foto: TV 2 Lorry

Kø i kirken: Over 100 er nu døbt ved drop ind-dåb

Denne weekend har mange københavnere sagt ja til Gud.

I Vesterbro Sogn gør kirkerne sig gerne bemærket for den ekstraordinære indsats. 

I hvert fald deltager præsterne her både til Copenhagen Pride og Copenhagen Jazz Festival. Der er en særlig kirke til unge mennesker. En særlig kirke til konfirmander. Og en særlig kirke med fokus på musik. 

Man har sågar en gadepræst. 

Og siden oktober har man forsøgt sig med en særlig ordning.

Drop-ind dåb. 

Således kan både børn, voksne og ældre møde op for at sige ja til troen på Gud.

Senest lørdag hvor intet mindre end 42 personer i løbet af fem timer blev døbt og fik Guds velsignelse. 

Voksendåb hitter

Medlemmer af Folkekirken i Københavns Stift, der dækker over København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør og Bornholm, er faldet stødt i de seneste 25 år. Til gengæld har man set en stigning i antallet af voksendåb.

I 2012 blev 201 personer over 18 år døbt. I 2016 år var antallet steget til 277.

Nu har over 100 fået en drop ind-dåb

Det er tredje gang, at man afholder en drop ind-dåb i sognet, og hver gang har det været en stor succes. 

Første gang ankom 34 personer og i december, hvor man sidste gang åbnede dørene på vid gab og startede orglet i Eliaskirken, mødte hele 48 mennesker op og blev døbt. 

Derfor har man da også tænkt sig at fortsætte med ordningen:

- Vi ser jo et stort behov for at blive døbt på den her måde, siger Ulrikka Petersen, kommunikationsmedarbejder i Vesterbro Sogn, til TV 2 Lorry. 

- Folks motivation er forskellig. Men for mange er det nemmere, fordi de føler, det er mere uformelt, siger hun. 

Størstedelen af de fremmødte har været voksne mennesker, men der er også kommet unge og forældre med børn. Den yngste var tre måneder 

Læs også Lyn-dåb for voksne hitter

Forsøger at tilpasse sig det morderne liv

- Nogle voksne synes, at det kan være lidt for stort at skulle kontakte en præst for at sige, at nu vil man døbes. Så står man meget frem. Flere føler også, at de så er nødt til at holde en stor fest. Desuden tiltaler fællesskabet ved en drop ind-dåb nok også mange, forklarer Ulrikka Petersen. 

Der er nemlig masser af ligesindede, og musikken spiller løbende hele dagen, hvilket giver en særlig stemning. Ved Drop Ind-dåb er der en speciel atmosfære, en dyb ro og nærvær, påpeger hun.

Hvorfor det lige netop er Vesterbro Sogn, der gør sig bemærket gang på gang, tør hun kun gisne om.

- Jeg ved ikke, hvilke tiltag man har andre steder. Men vores syv kirker har besluttet, at vi vil være der, hvor folk er. Vi vil gerne give troen plads i et moderne liv, siger hun. 

Næste gang man afholder drop ind-dåb er fredag den 7. september i Kristkirken ved Enghave Plads. 

TV 2 Lorry deltog ved drop ind-dåben i Eliaskirken tilbage i december:

02:14

Kom med til drop ind-dåb i Eliaskirken. 

Luk video