Protesten kaldes 'Mens murbrokkerne falder. En performancekoncert'. Foto: Astrid Noacks Atelier

Historisk miljø rives ned: Kunstnere svarer igen med 24 timers klassisk musik

Københavnerne kan gå til og fra for at nyde den smukke musik og samtidig fundere over byens udvikling.

Dommen er faldet. 

Det kunstneriske miljø bag Astrid Noacks Atelier på Nørrebro må lade livet til fordel for et nyt, højt boligbyggeri.

Den beslutning tog Københavns Teknik- og Miljøudvalg i august måned, og derfor er nedrivningen på Rådmandsgade nu begyndt.

Det er kreative miljøer, der ødelægges, så nu laver vi et subtilt kunstnerisk modsvar

Charlotte Præstegaard Schwartz, kurator

Kraner og gravkøer - eller hvad der ellers måtte indtage området - bliver dog mødt af et ganske særligt modspil.

Man har nemlig besluttet på Astrid Noacks Atelier at afholde en 24 timer lang koncert fra fredag til lørdag. 

Det fortæller kurator Charlotte Præstegaard Schwartz til TV 2 Lorry. 

- Performancekoncerten er et markant modspil til det, der sker som følge af gentrificeringen. Ikke bare på Rådmandsgade 34, men flere steder i København. Vi river bygninger ned, som - hvis vi måske havde givet det lidt tid - burde kunne udpeges til at være bevaringsværdige. Det er kreative miljøer, der ødelægges, så nu laver vi et subtilt kunstnerisk modsvar, forklarer hun. 

Læs også Nu er dommen faldet: Historisk kunstnermiljø rives ned

Larmen mødes af stilhed og smuk musik

Tanken er, at københavnerne kan gå til og fra koncerten, som afholdes af 14 pianister og musikere i omkring 24 timer. 

Klokken 16 fredag afholder forfatteren C.Y. Frostholm bogreception i Astrid Noacks Atelier for bogudgivelsen 'Træmuseet'.

Der er højtlæsning af digterne Pia Juul og Rasmus Nikolajsen. 

Klokken 20.00 starter opførslen af den franske komponist Erik Saties 'Vexations'.

- Han er én af de største i avantgarde kredse. Han er kendt for at lave eksperimenterende og sensitiv musik. Så på den måde er det et ikke-larmende modsvar til byggeriet. Vi gør det modsatte af nedrivningen. Det bliver et tankefuldt og smukt øjeblik, siger Charlotte Præstegaard.

- Vi håber meget, at folk vil komme forbi. Alle er velkomne. Jeg erindrer ikke, at der nogensinde har været en lignende opførsel af Erik Saties i dansk kontekst, så det er en fantastisk mulighed, siger hun. 

Baggård omdannes til ejerboliger

Den præcise afslutning for koncerten ligger ikke fast, da de mange musikere i alt vil spille 840 repetitioner af musikstykket. 

Atelieret er dog åbent hele vejen til den bitre ende, hvilket højst sandsynligt vil være omkring klokken 20.00 lørdag, lyder meldingen.

Astrid Noach er en kendt, dansk billedhugger, som fra 1936 til 1950 boede og havde sine arbejdslokaler på Rådmandsgade. 

Atelieret blev i 2016 restaureret af Ny Carlsbergfondet, og i august 2018 blev det udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen som bevaringsværdigt. Derfor er det sikret 30 års bevarelse.

Den øvrige baggård, som rummer små værksteder, øvelokaler og musikstudier vil dog blive omdannet til ejerlejligheder.

Der er givet tilladelse til en beboelsesejendom i seks til syv etagers højde - akkurat som på nabogrundene, hvor lignende huse er under opførsel. 

Læs også Nu er dommen faldet: Historisk kunstnermiljø rives ned

Ny facade mod Rådmandsgade. Foto: Bilag, Teknik- og Miljøforvaltningens sagsfremstilling

Nedrivning skabte protester på Vesterbro

Charlotte Præstegaard har tidligere sammenlignet sagen med Vesterbros gamle slagtergårde, som trods massiv modstand også bliver erstattet af nybyggeri.  

Før jul besluttede Københavns politikere nemlig at rive de gamle arbejderboliger fra 1800-tallet ned. 

Det sker på trods af, at 10.000 københavnere har skrevet under på, at bygningerne bør bevares. 

Se indslag fra demonstration i februar:

00:55

Nyhedsudsendelse: 19:30 - 17. feb. 2018

Luk video

Læs også 36 anholdt under barrikade: Her er demonstranternes forklaring