Godt nyt til folkeskolerne: Fond donerer millioner til efteruddannelse af lærere

A.P. Møller Fonden har donere 11 millioner kroner til efteruddannelse af folkeskolelærere i Høje-Taastrup.

Høje-Taastrup har modtaget en stor donation fra A.P. Møller Fonden til efteruddannelse af lærere. Foto: Thomas Lekfeldt - Ritzau Scanpix

De jubler i Høje-Taastrup.

Kommunens folkeskoler har nemlig fået en større milliondonation fra A.P. Møller Fonden.

11 millioner kroner lyder den på, og pengene skal gå til yderligere uddannelse af kommunens folkeskolelærere.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Borgmester Michael Ziegler fra De Konservative spår, at donationen vil kunne mærkes ude på skolegangene.

- Det er helt fantastisk. Denne enestående donation betyder, at vi kan sætte ekstra blus under vores store efteruddannelsesforløb for alle medarbejdere i kommunens folkeskoler. Det vil få stor betydning for undervisningen de kommende år, siger borgmester Michael Ziegler. 

Læs også Rektor på læreruddannelse: Dygtige unge skal ikke per automatik på universitetet

Pengene betyder blandt andet, at efteruddannelse af folkeskolelærerene er sikret de kommende tre år.

I alt 700 lærere kan se frem til efteruddannelse, mens skolernes pædagoger også efteruddannes løbende. Det samme gælder skolernes ledere og administrationsmedarbejderne. 

Donationspengene får allerede ben at gå på i denne uge, når det første kompetenceudviklingsforløb finder sted.

Læs også Skolestart: Giv din brugte skoletaske videre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret