Foto: Thomas Lekfeldt/Erik Refner, Scanpix. Montage: TV 2 Lorry

Geertsen tordner mod Kabell: Regeringen må gribe ind

Venstres politiske leder i Region Hovedstaden vil forhindre, at København udvider parkeringszonerne. Også Konservative bakker op om kritikken.

Det bliver ikke med Venstres støtte, at Enhedslisten med støtte fra Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen kan udvide de zoner i København, hvor man skal betale for at parkere.

Og hvis det bliver besluttet, må regeringen på banen.

Det mener Martin Geertsen, der er politisk leder og spidskandidat for Venstre i Region Hovedstaden.

- Landets hovedstad skal ikke lukke sig inde bag betalingsmure. Vi frygter, at det kan gå ud over væksten i hele Hovedstaden, når det bliver dyrere at handle med og besøge hinanden på tværs af kommunegrænser. Derfor skal der sættes en effektiv stopper for Københavns Kommunes P-politik, og det kan åbenbart kun ske ved, at regering og Folketing griber ind, siger han i en skriftlig kommentar.

Læs også Borgmester: Slut med gratis parkering i hele København

- Man belaster københavnerne

Der er i forvejen mangel på parkeringspladser i særligt de indre dele af København, pointerer han.

- At man nu vil til at belaste endnu flere københavnere med udgifter til P-afgifter og gøre København til en endnu dyrere og mere besværlig by at besøge kalder på et indgreb fra regeringen, siger han.

Vi skal ikke også have P-vagter til at rende rundt og uddele bøder på villavejene

Martin Geertsen, Venstre, politisk leder, Region Hovedstaden

En udvidelse af zonerne med betalingsparkering betyder blandt andet, at mange villaveje i bydele som Vanløse, Valby og Amager bliver berørt– og det får også Martin Geertsen op i det røde felt.

- Vi skal ikke også have P-vagter til at rende rundt og uddele bøder på villavejene i København, hvor der mange steder er god plads til parkering. Det virker som om, at et flertal af politikerne i København åbenbart kun har for øje at hive endnu flere penge op af lommerne på bilejerne i og uden for København, siger Martin Geertsen.

Læs også Københavnerne raser: "Har du tabt sutten, Kabell?"

Jarlov: Vi bliver nødt til at gribe ind

Også den konservative transportordfører Rasmus Jarlov er stærkt kritisk over for planerne, som han også vil sætte en stopper for. Det er der flere muligheder for i den politiske værktøjskasse, forklarer han til TV 2 Lorry.

- Vi kan for eksempel lave en lov, som bestemmer, hvor meget de enkelte kommuner må opkræve. Vi kan også lave en lov imod, at kommuner indfører betalingszoner i en hel kommune. Betalingszoner skal være der, hvor der er et behov. For eksempel fordi, der er meget trængsel. Det skal jo ikke være en ekstra skat.

Der findes ifølge den konservative transportordfører "ingen saglige grunde" for at indføre betaling på de stille villaveje i Brønshøj eller Husum. Og han mener, det er helt på sin plads, at Christiansborg blander sig.

- Det vil især vil gå ud over alle de borgere der bor i omegnskommunerne. Når folk fra Ballerup eller Albertslund  skal til København kommer skal de jo til at betale meget mere end i dag, siger han. 

Kritik er der til gengæld ikke så meget af hos Radikale Venstre.

Radikale: Det virker

Her lyder meldingen fra partiets miljø- og teknikordfører Mette Annelie Rasmussen, at partiet ikke er afvisende over for Morten Kabells idé. 

- Vi kan se, at det har virket næsten fra dag ét, da zonerne blev udvidet sidst. Og derfor vil vi gerne være med til at se på det. Men der skal også kigges på økonomien bag, for hvis borgmesteren vil overtage alle private fællesveje, bliver det meget dyrt, siger hun til TV 2 Lorry. 

Den radikale ordfører er dog lydhør over for andre og billigere idéer.

- Jeg hører gerne fra Martin Geertsen og Rasmus Jarlov hvad han ellers vil gøre, siger Mette Annelie Rasmussen.