I beredskabet i Helsingør er man glad for at have fået Ayman Arab med på holdet. Foto: TV 2 Lorry

Flygtede til Danmark for 3 år siden: Nu er Ayman tæt på at blive brandmand

32-årige Ayman fra Syrien vil gerne være brandmand. Nu er drømmen inden for rækkevidde, efter han er startet i et særligt uddannelsesforløb for flygtninge.

Der er sket rigtig mange gode ting, siden 32-årige Ayman Arab flygtede til Danmark fra Syrien for tre år siden.

Ayman er en succes, fordi Ayman er den person, han er, og har det menneskesyn, han har. 

 Henrik Dippel, beredskabsdirektør

Siden 2017 har han været i praktik hos Helsingør Beredskab, hvor han sørger for praktiske opgaver hver eneste dag. Og nu er han tæt på en fastansættelse. 

- Jeg reparerer brandhaner på vejen og skifter mange brandhaner, så det er meget godt for mig, siger Ayman Arab til TV 2 Lorry.

  Foto: TV 2 Lorry

I Syrien læste læste Ayman Arab til teknisk assistent og arbejdede med aircondition. Så hænderne var allerede skruet godt på, da han ankom til Danmark. Men ligesom mange andre flygtninge havde han brug for hjælp og støtte til at blive bedre integreret.

Den hjælp har han blandt andet fået gennem den såkaldte integrations-grunduddannelse. Uddannelsen er et to-årigt forløb med skole og praktik, som sikrer virksomheder ufaglært arbejdskraft, og som samtidig får flygtninge tættere på det danske arbejdsmarked.

Læs også Penge får flygtninge i arbejde: Disse kommuner får flest

Stor forskel på kommuner

Sammenlagt er mere end 300 flygtninge lige nu i uddannnelse i TV 2 Lorrys sendeområde. Men der er stor forskel på, hvor mange flygtninge kommunerne har i den såkaldte integrations-grunduddannelse.

Jeg drømmer om, at vi altid bliver bedre, og at vi giver noget godt til alle mennesker i Danmark

Ayman Arab

I Ishøj og Brøndby Kommuner har de for eksempel ingen forløb i gang. På Frederiksberg og i Allerød har de henholdsvis 47 og 23 under uddannelse.

Det samme gælder Helsingør Kommune. Her prioriterer man integrations-grunduddannelsen højt.

- Den er et rigtig godt redskab for nogle af de flygtninge, som har lidt længere ind til det ordinære job. Den giver gode mulighed for konkret erhvervserfaring, siger Kristian Gundsø Jensen, centerchef for Job og uddannelse i Helsingør Kommune.

Læs også Markant flere flygtninge kommer i arbejde

Ayman er en succes

I beredskabet i Helsingør er man glad for at have fået nye kræfter, fortæller beredskabsdirektør Henrik Dippel. Derfor arbejder de nu også på at kunne tilbyde Ayman Arab en deltidstilling som brandmand, når han er færdig med sin uddannelse om et år.

- Ayman er en succes, fordi Ayman er den person, han er, og har det menneskesyn, han har. Og vi har nogle opgaver, som han udfører til kryds og slange. Og så har han kæmpe interesse i at være brandmand, siger Henrik Dippel.

Ayman Arab  er glad for at være med på holdet hos det lokale beredskab. For ham er det vigtigt at gøre en indsats i sit nye land.

- Jeg drømmer om, at vi altid bliver bedre, og at vi giver noget godt til alle mennesker i Danmark, siger han.

02:35

For tre år siden kom Ayman Arab til Danmak som flygtning fra Syrien. I dag er han en stor succes hos Helsingør Beredskab

Luk video