Rigshospitalet er blevet politianmeldt efter at have indberettet dødsfald forkert Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Efter meningitissvigt: Rigshospitalet anmeldt til politiet

Rigshospitalet indberettede ikke et dødsfald, der var forårsaget af meningitis, som "mistænkeligt". Derfor er de nu anmeldt til politiet..

En ung mand døde tidligere på året af meningitis.

Nu er Rigshospitalet blevet meldt til politiet for svigt i den tragiske sag. Årsagen er den, at hospitalet indberettede dødsfaldet som "naturligt".

Læs også Læger: 1813 begik fejl da 17-årig dreng døde af meningitis

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed burde Rigshospitalet i stedet have indberettet dødsfaldet som "mistænkeligt". Det skriver Berlingske. 

Det er en svær sag. Hvis der er mistanke om noget kriminelt, er det åbenlyst, at det skal indberettes til politiet

Karin Friis Bach, Rad.V., fmd. for Sundhedsudvalget i Reg. H.

Politianmeldelsen kommer som følge af, at sundhedsmedarbejdere i Region Hovedstaden reagerede forkert og for sent på de symptomer, der kendetegner sygdommen.

Derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed anmeldt Rigshospitalet efter sundhedslovens regler om indberetning af dødsfald, der kan være en følge af eksempelvis fejl eller forsømmelse tidligere eller undervejs i forløbet.

Det er muligt, at dødsfaldet ikke er indberettet korrekt

Karin Friis Bach, Rad.V., fmd. for Sundhedsudvalget i Reg. H.

- Det er en svær sag. Hvis der er mistanke om noget kriminelt, er det åbenlyst, at det skal indberettes til politiet, mens det kan være vanskeligt at vurdere, om der er tale om fejl eller forsømmelser, som det måske handler om her, siger Karin Friis Bach, Rad.V., der er formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

- Det er muligt, at dødsfaldet ikke er indberettet korrekt. Og oven i alt det andet er det beklageligt, hvis det er tilfældet, siger hun. 

Læs også Ung mand død af meningitis: Det skal du være opmærksom på

TV 2 Lorry har tidligere omtalt de sager, hvor unge mænd er døde af meningitis. Ifølge Berlingske er der de seneste år tre unge mænd, som er døde af meningitis.

I to af de fatale tilfælde blev patienterne transporteret til Riget og behandlet her, før de døde.

Berlingske skriver, at det er med udspring i en af disse sager, at Rigshospitalet nu er politianmeldt. 

Læs også Mathias døde af meningitis - Børneafdeling sat under tilsyn