København er blevet bedre til at anvende den grønne skraldespand til bioaffald.
Faktisk meget bedre.
Så meget bedre, at mængden af bioaffald, der er blevet sorteret i år allerede overstiger totalen fra sidste år.
Det oplyser Københavns Kommune i pressemeddelelse.
En evaluering af den nye bioaffaldsordning viser, at 72 procent af københavnerne allerede nu sorterer bioaffaldet.
Det kan aflæses på mængden af sorteret bioaffald, der tages imod.
Tonsvis af mad
I hele 2017 blev der indsamlet 4330,6 tons bioaffald. I 2018 er der i perioden fra januar til april indsamlet 4532,9 tons.
- At der allerede nu er indsamlet væsentligt mere affald end forventet, betyder faktisk, at vi er tæt på at nå målet i Københavns ressource og affaldsplan, som er, at vi skal nå 45 procents genanvendelse af affald i 2018, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten.
Før Københavns Kommune udrullede de grønne affaldsspande, var det målet at indsamle 10.000 tons bioaffald i 2018. Det hidtidige resultat betyder nu, at målet opjusteres til 14.000 tons.
- Da vi søsatte ordningen, var det forhåbningen, at vi måske kunne få halvdelen af københavnerne i gang med at sortere fra start af. Så vi er stolte og glade på byens vegne – og især på miljøets vegne – over at københavnerne viser så stor velvilje over for ordningen, siger Ninna Hedeager Olsen.
Affaldsordningen blev sat i gang i august 2017. Bioaffaldsordningen er pt. rullet ud til 90 procent af Københavns etageejendomme og 75 procent af villaerne.