Cyklist i klemme: Forsikring dækker ikke populær airbag

Forvent ikke, at forsikringsselskaberne dækker din nye Hövding, hvis den udløser.

Den populære, svenske cykel-airbag fra Hövding er smart.

Den ødelægger ikke frisuren, som en cykelhjelm risikerer at gøre det, og så skulle den endda være tre gange så sikker, har en uvildig test fra forsikringsselskabet Folksam vist. 

Af samme grund har masser af københavnere taget opfindelsen til sig, har TV 2 Lorry tidligere fortalt. 

Airbaggen koster op mod 2.000 kroner, og de fleste forsikringsselskaber dækker faktisk udgifterne til en ny, hvis den udløser i en ulykke. 

Der er dog visse undtagelser, erfarede cyklisten Jakob Lee Gunnløgsson for nyligt.

Han har ikke fået sin erstatning. 

Airbag eksploderede, da hund løb ud på cykelsti

Da han cykler gennem København, løber en hund ud foran ham på cykelstien. 

Jakob Lee Gunnløgsson har iført sig sin cykelairbag korrekt, hvilket betyder, at den sidder omkring halsen, og at den er både lynet og knappet, således at en lille lampe lyser grønt. 

Da han klodser bremsen for ikke at ramme hunden, rykker han hovedet hurtigt fremover, hvilket betyder, at airbaggen udløses, som den skal.

Jakob Lee Gunnløgsson er glad. For han rammer ikke hunden, og hans Hövding virker. 

For ham er det en selvfølgelighed, at han får en ny af forsikringsselskabet Codan, men det gør han ikke. 

Det viser sig nemlig, at Hövding og forsikringsselskabet har forskellige definitioner af, hvad en ulykke er.

Forsikringsselskaber: Man skal vælte eller ramme hinanden

Hos Codan henviser man til, at cyklisten hverken har ramt hunden eller kantstenen. Der er således ikke tale om et uheld efter deres mening, hvorfor man ikke dækker. 

- Jeg synes, at folk bør vide det her, for så bliver 1.795 kroner pludselig meget at skulle betale hver gang, lyder det fra Jakob Lee Gunnløgsson. 

Han føler sig fanget mellem to stole.

TV 2 Lorry har - ud over Codan - kontaktet både Tryg Forsikring, Lærerstandens Brandforsikring, Almindelig Brand Forsikring og Topdanmark. 

Alle bekræfter, at de følger samme regler: Indboforsikringen dækker kun en udløst Hövding-airbag, hvis der er tale om en væltning, påkørsel eller et sammenstød

Cyklisten havde altså i realiteten stået bedre, hvis han havde kørt ind i hunden. 

Forbrugerrådet: De kunne godt være mere imødekommende

Ved Forbrugerrådet medgiver man, at kunden ikke kan gøre meget, når det fremgår af policen, at forsikringen kun dækker skade på genstande som følge af "færdselsuheld, hvor et trafikmiddel er indblandet (påkørsel, sammenstød, væltning)".

- Når det så er sagt, så kan det da undre, hvorfor selskabet ikke er mere imødekommende, når faktum tilsyneladende er, at manden var udsat for en hændelse, som han hverken kunne have forudset eller tage højde for i sin kørsel. På sin vis har det så kostet ham 1.800 kroner at være i stand til at undgå at falde, lyder det fra juridisk konsulent Jakob Steenstrup til TV 2 Lorry. 

- Man kunne godt argumentere for, at dækning burde være uafhængigt af, om man kører ind i en mur, en kantsten eller nødvendigvis havner på asfalten, siger han og tilføjer:

- Desværre ser vi alt for ofte forbrugere, der tror, at de er bedre dækket, end de er, så selskaberne har i alle tilfælde en opgave i forhold til klar kommunikationen og forventningsafstemning.

Sådan dækker din forsikring

Kommer du ud for et færdselsuheld, dækker din inboforsikring ofte skader på ting, der sker i forbindelse med ulykken - blandt andet en airbag.
​​​​​​
Din indboforsikring dækker, hvis du vælter på cyklen, og airbaggen bliver beskadiget eller udløst. 
​​
Har du cykelairbaggen i hånden og vælter på vej til din cykel, dækker indboforsikringen ikke.  Det gør den ikke, fordi der er tale om en pludselig skade, hvor der ikke er indblandet noget transportmiddel.

Din forsikring dækker heller ikke, hvis der er tale om en reklamationsfejl. Det gør Hövding til gengæld.

Der er ingen dækning, hvis din airbag udløser, mens du ikke er på cyklen. Tænd aldrig for den, medmindre du sidder på din saddel. 

Du skal være opmærksom på, at du ofte har en selvrisiko, der kan overstige produktets pris. Det koster ofte lidt mere, hvis du vil nedsætte din selvrisiko eller helt fjerne den. 

Obs: Ovenstående forsikringsregler kan variere fra selskab til selskab. 

Bedst at ramme hunden

Hos Codan har man ikke et overblik over, hvor ofte man afviser kunder i denne type sager. 

- Det er ikke noget, vi har registreret i systemet, men jeg har spurgt skadebehandlerne, og mavefornemmelsen er, at det ikke sker tit, siger pressechef Mads Houe til TV 2 Lorry.

Hvordan definerer I en væltning?

- Egentlig ikke meget mere konkret, end som det fremgår her. Hvis du vælter, har du været nede og ligge på asfalten. Ved sammenstød eller påkørsel rammer du noget. Det kan være en kantsten, et træ, et skilt, en kørende bil.  

Mads Houe kan ikke gå ind i den konkrete sag, men meldingen er, at cyklisten havde fået en ny airbag, hvis han havde ramt kantstenen eller hunden. 

- Hvis hunden stikker af, dækker vi. Hvis hunden bliver pænt siddende, er det faktisk hundeejerens ansvarsforsikring, som dækker. Men det vil typisk alligevel være os, som udbetaler pengene til vores kunde, forklarer pressechefen. 

Sådan fungerer din Hövding (Video: Dansk Cykel Forum):

Hövding: Vi kommenterer ikke på forsikringsselskabernes egne regler

Hos Hövding i Sverige er man godt klar over, at der kan være tale om sager, hvor forsikringen ikke dækker.

Man understreger dog, at man informerer grundigt om udstyret på sin hjemmeside:

- Hövding er designet og udviklet til at beskytte ved både bycykling og normal cykling. Der informeres om disse ting på vores hjemmeside og i brugervejledningen, der følger med hver enkelt boks på købstidspunktet, skriver salgsdirektør Per Ågren i en mail.

Virksomheden erstatter en ny, hvis kunden har iført sig airbaggen korrekt, men at den går af ved en fejl.

Det er der dog ikke tale om i denne situation:

- At en Hövding udløser i en ulykke er den grundlæggende idé med produktet. Og det har den gjort i over 2.600 tilfælde hidtil. Mange forsikringsselskaber dækker disse omkostninger, eller en del af omkostningerne, til en ny Hövding. Forsikringsselskabernes egne direktiver kan vi ikke kommentere, skriver Per Ågren. 

- Hvis en kunde finder ud af, at airbaggen ikke fungerede som påtænkt, er det bedst at kontakte os for ydeligere information. Man kan bruge vores hjemmeside og udfylde et spørgsmål online på www.hovding.com/accidents-and-complaints.

Har du oplevet noget lignende? 

Vi hører gerne fra dig på frvo@tv2lorry.dk
​​​

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik