Foto: TV 2 Lorry

Butikskæde vil genanvende 55 millioner kødbakker

En af de store syndere i vores plastaffald kan nu genanvendes. REMA 1000 og Københavns Kommune starter i dag et samarbejde til gavn for miljøet.

Fra i dag starter den norske dagligvarekæde, REMA 1000, et opgør med den store forurening fra plastik i vores miljø. Kæden starter ved kødbakkerne.

- Det er den her plastbakke, der skal laves af en anden type plast, PET, så kan vi genanvende 55 millioner plastbakker til kød og fisk, alene i REMA 1000-kæden, siger Max Skov Hansen, der er købmand i REMA 1000 i Valby.

Han tager en af de mange plastbakker med oksekød op ad køledisken.

- Det er det her plast, de er lavet af nu, men det kan ikke genanvendes til fødevareemballage, siger han.

Og det skal der gøres noget ved. 

Kæden begynder i dag at omlægge produktionen af over 55 millioner kødbakker med henblik på, at de mere end 300 butikker i Danmark om halvandet år kun skal sælge kød og fisk i genanvendelige bakker. 

Læs også Kommuner om bioposer fulde af plastik: ”Skandaløst" og "en ommer"

Konkret skal det ske ved, at bakkerne skal laves af plastiktypen PET, der kan bruges mange gange.

En dansk husholdning smider i gennemsnit 50 kilo plastik ud hvert år, og især emballage fra kød og andre madvarer fylder meget.

Spar miljøet - bare sorter som du plejer

Genanvendelsen starter som et samarbejde med Københavns Kommune, der i samarbejde med industrien har været med til at demonstrere, at PET-bakker fra husholdningsaffald kan blive til nye bakker af samme materiale. 

00:17 Luk video

- Forbrugeren skal fortsætte med at sortere plastaffaldet fra. I fremtiden skal det  sorteres, vaskes og granuleres og videre til industrien, der fremstiller plastbakkerne, siger Lene Mårtensson, centerchef, Teknik- og Miljøforvaltningen, i Københavns Kommune.

At REMA 1000 begynder at efterspørge de genanvendelige plastbakker, gør at producenterne vil begynde at efterspørge PET-plastet til at støbe bakker af.

Og det skulle gerne starte den cirkulære produktion, hvor de genanvendelige bakker kører i ring fra producenten til butikken, hjem til forbrugeren, gennem genanvdelsesinstruien og tilbage hos detailhandlen. 

Læs også Købmand udskifter plastikposerne - og kunderne elsker det

- Håbet er, at der kommer flere dagligvarekæder og kommuner med på vognen, siger Lene Mårtensson, Centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune

Københavns kommune går forrest

- Det er Københavns Kommunes mål at være verdens første CO2-neutrale hovedstad. Det gør, at vi har startet forsøgsanlægget op, siger Centerchef Lene Mårtensson.

København og plastik

  • København skal være CO2-neutral i 2025.
     
  • København startede med at indsamle plast i 2012 og har oplevet stigende indsamlingsmængder hvert år. Stigningen skyldes udover bioaffaldsordningen en stor fremgang i sortering af plastik. I 2016 blev der indsamlet 1.612 ton plastik, og i 2017 blev der indsamlet 2.217 ton.  
     
  • Testanlægget til sortering af plastaffald åbnede i marts 2017 og bidrager med vigtig viden om kvalitet og sammensætning af den indsamlede plast, så endnu mere af plasten kan blive genanvendt. Teknik- og Miljøforvaltningen har ved hjælp af testanlægget blandt andet fået indsigt i, hvilke produkttyper der skaber udfordringer i genanvendelsesprocessen. Den nye viden bliver brugt til at indgå i dialog med detailhandel og producenter om et bedre design af plastemballager.
     
  • Testanlægget er også et vigtigt omdrejningspunkt for en række udviklingsprojekter med danske virksomheder, hvor det indsamlede plastaffald bliver brugt til at producere nye produkter eller erstatte råmaterialerne i allerede eksisterende produkter. De genanvendelige kødbakker er et godt eksempel herpå.

I et halvandet år gammelt plast-forsøgsanlæg på Amager Bakke har kommunen vist detailhandlen og plast-industrien, at det sagtens kan lade sig gøre at skabe genanvendelige plastprodukter.

At samarbejdet starter i København er ikke et tilfælde.

- Det er her, vi har flest butikker og kunder. Københavns Kommune har det her anlæg, så det er her, det giver mening, siger købmand Max Skov Hansen og stabler resten af oksekødsbakkerne i køledisken.

Læs også Får stor milliongave: Ildsjæle bekæmper plastik i havet