Købmand udskifter plastikposerne - og kunderne elsker det

Meny i Espergærde Centret er gået forrest i udskiftningen af plastikposer. 30.000 såkaldte bioposer er allerede solgt.

Plastic fantastic, sagde man engang. 

Men det er længe siden. 

I dag forbindes indkøbsposer med plastik-øer i verdenshavene, ulækre sandstrande og forurenet drikkevand. 

Af samme grund har købmanden Martin Perlt, der driver Meny i Espergærde Centret i Nordsjælland, besluttet, at han vil give kunderne et alternativ til de forhadte plastikposer. 

Efter at have læst om komposterbare bioposer på internettet, tog han chancen og bestilte 30.000 stykker for få måneder siden.

Og dét er noget, som kunderne har taget godt imod. 

Har solgt tusindvis af poserne

- Det er gået over al forventning. Kunderne beder specifikt om dem ved kassen. Og har vi ikke lige fået fyldt op, så spørger de efter dem, fortæller den glade købmand og tilføjer:

- Jeg er allerede ved at have udsolgt, så jeg har lige bestilt 60.000 nye. Min plan er faktisk nu at skifte helt til bioposerne. 

Poserne er et hit blandt forbrugerne.

Meny i Espergærde Centret var den første i kæden, som har taget alternativet til sig, men Martin Perlt er ikke i tvivl om, at det er fremtiden.

- Forbrugerne kan godt lide at være med på noderne og passe på miljøet. Vi forsøger som virksomhed også at være bæredygtige, og jeg tror, at man vil se, at om to, tre eller fire år, så har de fleste butikker fulgt med og skiftet poserne ud, siger han. 

Ægtepar bag biopose-idé

De komposterbare poser er lavet af majs. Bliver de smidt i naturen, vil de forgå og blive til jord. Og så kan de - hvis forbrændingsanlægget ellers dur til det - genanvendes med køkkenaffaldet. 

Det er iværksætterparret Brian Bouet Smith og Heidi von Bülow, som sælger de grønne poser fra deres kontor ved Kulturværftet i Helsingør.

Parret besluttede nemlig på en rejse tilbage i 2015, at de skulle leve af at bekæmpe plastik, og ambitionerne fejler intet:

- Der er ingen tvivl om, at plastikposerne, som vi kender dem i dag, er forsvundet inden for få år. Og vi vil gerne bidrage til, at forbrugerne fremover altid har et alternativ til plastik. Det gælder også andre produkter, siger Heidi von Bülow til TV 2 Lorry.

Store supermarkeder følger trop

Deres virksomhed Maistic Bio Group sælger allerede både fryseposer, skrubbesvampe og karklude i Netto, Bilka og Føtex. 

Men først nu lader det altså til, at supermarkederne er begyndt at overveje alternativet til indkøbsposer af plast.

Fra Dansk Supermarked skriver man således til TV 2 Lorry, at man ikke kan komme med konkrete datoer og initiativer, men at man har fokus på området.

Og dét er en udvikling, som Heidi von Bülow naturligvis byder velkommen:

- Vi er jo ikke de eneste, som går med de her tanker. Og jeg tror godt, man kan sige, at forbrugerne er trætte af alt den plastik, som de skal skille sig af med i det daglige. Plasthadet findes både på græsrodsniveau og på de høje politiske nagler.

- Både i Italien og i Frankrig har man forbudt plastikposer, men i Danmark halter vi efter. 

tre hurtige spørgsmål til Heidi von Bülow, Maistic Bio Group