Borgmestre efter ministermøde: Trafikplanen er død

En række borgmestre mødtes idag med transportminister Ole Birk Olesen (LA) for at tale om problemerne med Kystbanen. Nu kommer der en analyse.

Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen, og Hørsholms borgmester, Morten Slotved, havde rigeligt, de gerne ville drøfte med transportmininsteren. Foto: TV 2 Lorry

TV 2 Lorry fulgtes med de fem borgmestre, der mandag skulle mødes med Transportminister Ole Birk Olesen.

De skulle drøfte de mange problemer på Kystbanen og den Trafikplan, som de mener vil forringe togdriften i årene fremover, hvis den bliver indført.

Fredensborgs borgmester - Thomas Lykke Pedersen - var den første, der stod på her på Nivå Station. I toget på vej til mødet fortalte han, at han meget gerne ville drøfte de mange forsinkelser med ministeren.

- Det er jo rædselsfuldt, borgerne kommer for sent på arbejde og kan ikke løse de opgaver de skal løse, siger han til TV 2 Lorry.

Næste mand ombord på toget var Hørsholms borgmester Morten Slotved. Ud over forsinkelserne var det hans mål også at tale med ministeren om den nye Trafikplan, som er et oplæg til fremtidens jernbane. Ifølge Trafikplanen får flere stationer halvtimes drift istedet for 20 minutters drift fra 2022.

- Det er jo en markant forringelse og jeg forstår ikke, at man ønsker at forringe et godt produkt. Det er jo et godt produkt, vi har med Kystbanen, siger Morten Slotved til TV 2 lorry.

Læs også Kystbanen: Fire stationer får færre tog

"Blev lovet guld dog grønne skove"

På Skodsborg station trådte Rudersdals Borgmester, Jens Ive til. Også han kom med klare krav til forbedringer.

- Nu er det jo efterhånden fjerde eller femte gang, vi er hos ministeren. Vi er blevet lovet guld og grønne skove hver gang. Sandheden er at det er gået ned ad bakke for kystbanen, siger Jens Ive.

Rudersdals Borgmester, Jens Ive (V). Foto: TV 2 Lorry

Lyngby-Taarbæks borgmester Sofia Osmani og Gentoftes Hans Toft var også med på turen. Ifølge Trafikplanen er det et mål, at Kystbanen ikke længere skal høre sammen med Øresundstoget. Men det kan betyde, at rejsende fra Nordsjælland skal skifte tog, når de skal i lufthavnen.

- Det synes jeg, er ærgeligt. at man skal ind over København og skifte.... Det er klart en serviceforringelse, sagde Sofia Osmani til TV 2 Lorry i toget på vej til mødet.

Lyngby-Taabæks borgmester, Sofia Osmani (Kons.) Foto: TV 2 Lorry

Selvom de kommer fra forskellige partier, står de sammen, når det gælder Kystbanen.

 - Jeg tror, vi er meget enige i budskabet i den her sag, sagde Hans Toft. 

Gentoftes konservative borgmester Hans Toft er enig med de andre borgmestre. Foto: TV 2 Lorry

Omkring klokken 14 ankom flokken til ministeren. TV 2 Lorry kunne ikke være med til selve mødet, men talte med både borgmestrene og ministeren bagefter.

Læs også Nye tiltag på Kystbanen: "Det er helt grotesk"

Vil nedsætte en analyse

Efter mødet erklærede ministeren sig enig med de kritiske borgmestre.

-  Vi er enige om, at Kystbanen ikke kører godt nok. Derfor vil vi nedsætte en analyse, som kan vise, hvad der kan gøres, for at forbedre regulariteten og også sikre, at der kommer flere passagerer til Kystbanen, fordi det bliver en bedre Kystbane, sagde transportminister Ole Birk Olesen (LA) til TV 2 Lorry. 
 
Borgmestrene så Minsterens svar til dem som et farvel til den Trafikplan, de er så utilfredse med.

- Det her er jo et brud med trafikplanen som grundlag. I stedet trækker man nu et analyseværktøj op og siger: 'Hvad er det så for nogle instrumenter vi skal skrue på'. Det helt afgørende er, at vi har en fælles ambition om ikke at skære i antallet passagerantallet et - det er jo det der står i Trafikplanen - men i stedet at øge dem, sagde Rudersdals borgmester, Jens Ive.

Ifølge transportministeren skal analysen dog gå stærkt.

- Den bliver færdig i løbet af efteråret, så det er ikke nogen syltekrukke. Vi kommer til at arbejde hurtigt med det her, siger Ole Birk Olesen.

Efter mødet erklærede transportminister Ole Birk Olesen (LA) sig enig med de kritiske borgmestre. Foto: TV 2 Lorry

Ministerens løfte om lynhurtigt at komme op med en ny plan var noget borgmestrene godt kunne lide at høre. 

-  Vi har oplevet en imødekommende minister, som har været med til at tage en dialog, og som anderkender, at vi har nogle udfordringer både med regularitet og med, hvor det er, vi skal hen med Kystbanen på længere sigt, sagde Hørsholms borgmester Morten Slotved.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret