Boligselskab suspenderer forretningsfører med øjeblikkelig virkning

Det københavnske boligselskab Bo-Vita har suspenderet dets forretningsfører efter intern uro. Bestyrelsesformand går i rette med flertal i bestyrelsen og kalder suspenderingen "totalt usaglig".

Steffen Boel Jørgensen ønsker ikke at kommentere sagen. Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix

Intern uro i topledelsen af boligorganisationen Bo-Vita, det tidligere Lejerbo i København, er brudt ud i lys lue.

Onsdag i denne uge blev boligorganisationens forretningsfører Steffen Boel Jørgensen suspenderet med øjeblikkelig virkning, og der er blevet indledt en personalesag imod ham.

Det fremgår af en skriftlig orientering fra boligadministrationsselskabet BO-VEST, som Bo-Vita hører under.

TV 2 Lorry har fået indsigt i orienteringen, som blev sendt ud på mail til alle afdelingsbestyrelser i Bo-Vita i torsdags.

I mailen skriver den administrerende direktør i BO-VEST, Ulrik Brock Hoffmeyer, at Steffen Boel Jørgensen blev suspenderet med øjeblikkelig virkning af et flertal i organisationsbestyrelsen i Bo-Vita på et bestyrelsesmøde den 21. maj.

Hvis jeg skal sætte ord på det, så er det en totalt usaglig måde at suspendere en forretningsfører på, eller hvilken som helst anden

Jan Hyttel, bestyrelsesformand i Bo-Vita

Det oplyses endvidere i mailen, at den nuværende souschef i Bo-Vita, Troels Buch Kristensen, er blevet konstitueret som fungerende forretningsfører, indtil der kommer en nærmere afklaring på den fremtidige ledelsesmæssige administration i Bo-Vita.

Bo-Vita råder over 5.500 boliger i København. Bl.a. Mjølnerparken på ydre Nørrebro. Foto: Sofie Mathiassen - Ritzau Scanpix

Ulrik Brock Hoffmeyer skriver samtidig, at de konkrete forhold vedrørende Steffen Boel Jørgensen er en personalesag, og at sagen derfor hverken kan drøftes eller besvares.

Politiske uenigheder

Han uddyber dog over for TV 2 Lorry, at suspenderingen af Steffen Boel Jørgensen grundlæggende handler om politisk uenigheder i Bo-Vitas bestyrelse.

- Steffen er ansat direkte under Bo-Vita med reference til bestyrelsen. Det handler hverken om, at Steffen har taget af kassen eller på damer. Det, der ligger til grund, er parlamentariske uenigheder med bestyrelsen, siger Ulrik Brock Hoffmeyer til TV 2 Lorry.

Fakta om Bo-Vita

  • Bo-Vita er det tidligere Lejerbo København, som blev stiftet i 1951. I dag drives boligorganisation under navnet Bo-Vita, som er med i BO-VEST-fællesskabet.
     
  • Bo-Vita har 5.500 boliger fordelt på 60 boligafdelinger over hele København. Organisationen råder over familieboliger, ungdomsboliger, ældreboliger og seniorbofællesskaber samt en enkelt afdeling med medejerboliger. 
     
  • Bo-Vita har en organisationsbestyrelse, der er den daglige, politiske ledelse i organisationen. Bestyrelsen vælges på det årlige repræsentantskabsmøde.

Kilde: Bo-vest.dk

Se mere

TV 2 Lorry har været i kontakt med Steffen Boel Jørgensen. Han bekræfter suspenderingen, men ønsker ellers ikke at udtale sig om sagen.

Hans egen bestyrelsesformand i Bo-Vita, Jan Hyttel, oplyser til TV 2 Lorry, at suspenderingen skete med et snævert flertal i den syv mand store bestyrelse med stemmerne fire mod tre.

Bestyrelsesformand raser

Ifølge Jan Hyttel stemte han selv imod, og han lægger heller ikke skjul på, at han er dybt uenig i flertallets beslutning om at suspendere Steffen Boel Jørgensen.

- Hvis jeg skal sætte ord på det, så er det en totalt usaglig måde at suspendere en forretningsfører på, eller hvilken som helst anden, siger han, men ønsker samtidig ikke at komme nærmere ind på, hvad de politiske uenigheder konkret bunder i.

- Sagt på en diplomatisk måde så er årsagen uenighed i bestyrelsen om, hvordan arbejdet skal foregå, og hvordan samarbejdet skal være mellem en bestyrelse og en administration, siger Jan Hyttel.

Han oplyser, at bestyrelsen skal mødes igen allerede på mandag i den kommende uge. Her forventer han, at bestyrelsen vil indkalde til et nyt repræsentantskabsmøde engang efter pinse, så man kan få afklaret situation omkring hvem, der fremadrettet skal stå for den daglige økonomiske drift som forretningsfører.

Det er ikke godt for en forening at have sådan et uafklaret grundlag og heller ikke for os som administration at arbejde på.

Ulrik Brock Hoffmeyer, administrerende direktør i BO-VEST

Administrationsselskab ser frem til afklaring 

I boligadministrationsselskabet BO-VEST, som Bo-Vita hører under, håber den administrerende direktør på mere ro i gemakkerne hos Bo-Vita.

- Det er ikke godt for en forening at have sådan et uafklaret grundlag og heller ikke for os som administration at arbejde på.

- Det gør jo, at der ikke bliver truffet nye beslutninger. Så det, vi gør, er, at vi lejer boliger ud, men beslutninger træffer vi ingen af, siger Ulrik Brock Hoffmeyer og tilføjer, at hverdagen for beboerne og medarbejdere selvfølgelig går videre.

- Men det er selvfølgelig aldrig rart med uklarhed, så jeg håber på vegne af beboere og medarbejdere, at der kommer en afklaring på et kommende repræsentantskabsmøde. Også i forhold til Steffens situation, for han er jo foreløbig kun suspenderet, siger han.

Hvad er BO-VEST?

  • BO-VEST administrerer 15.000 boliger i Albertslund, Brøndby, Ishøj, Greve og København på vegne af boligorganisationerne Albertslund Boligselskab, Bo-Vita, Tranemosegård og Vridsløselille Andelsboligforening.
     
  • BO-VEST servicerer beboerdemokratiet og løser opgaver som udlejning, renovering og byggeri, teknik og drift samt rådgivning om miljø og energi, ligesom de også yder økonomisk beboerrådgivning.

Kilde: Bo-vest.dk

Se mere

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik